LarsLars af Lars Bukdahl
96
2005
87-11-22436-3
Jeg lider af konceptangst, når det kommer til bøgernes verden. Når jeg kan læse om en billedbog, at tegningerne blev lavet først, så blev der skrevet 10 ord ned ud fra hver af tegningerne, derefter blev ordene puttet i en sæk og samlet op i tilfældig orden, og SÅ blev teksten skrevet ud fra ordene i den rækkefølge, de kom op af sækken ja, så bliver jeg automatisk stiv i blikket.
Ud over den “kunstneriske startfase”, står de omtalte ord-op-af-sækken med STORE BOGSTAVER, og der er gjort flittigt brug af kursiv og (parenteser). Kort sagt ganske uhørt og halvvejs inde i kapitel 1 griner jeg allerede. Det er så desværre også sidste gang, for historierne er ganske enkelt noget usammenhængende vrøvl.
Allerede ved den tredje tekst bliver jeg træt af manglen på mening og ser ikke længere på historierne med samme velvilje. Det her er ikke en bog for voksne, men det er heller ikke en bog for børn. Børn kan godt tåle rablevers og fjollerim, men her mangler både vers og rim. Da jeg er yderst opmærksom på mine egne fordomme over for bøger skrevet på koncept, får jeg “Larslars” testlæst af og med børn for at give den en retfærdig rettergang. Dommen er den samme: det er sjovt, at hovedpersonen hedder Larslars, resten er bare underligt.
På den gode side bør nævnes, at tegningerne af Lars Nørgård heller ikke giver mening – men på den sjove måde, og så er dobbeltnavnene sjovt fundet på. Endelig er der lyspunkter i volapykken:
“Selv en REGNDRÅBE blødte, når den ramte pindsvinepelsen.”
Men jeg forventer ikke, at børn ser det lys.
