Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall

’Han er det fineste menneske, jeg nogensinde har mødt’

Carolina har skrevet bogen til Aksel. Hun skriver både direkte til Aksel i ’du-form’ og til læseren i denne autofiktive fortælling om deres tid sammen – og hendes tid alene, uden Aksel.

Aksel og Carolina mødes i april 2009, vi er med ved deres første møde, og de bliver snart et par. De er ret forskellige – Carolina er sikker i sin sag, vil gerne hurtigt flytte sammen og have barn, hendes biologiske ur tikker. Hun er vant til at planlægge og organisere. Aksel har brug for mere tid, mere ro.

I oktober 2014 dør Aksel – om natten, alene i soveværelset, Carolina sover i værelset sammen med deres lille søn Ivan. Næste morgen er alt forandret for Carolina og Ivan.

Carolinas liv bliver et spørgsmål om at overleve én dag ad gangen og at tage sig af Ivan – samtidig med at hun er fyldt med sorg, går hun rundt med skyldfølelser, bebrejder sig selv at hun pressede Aksel for hårdt, ikke særligt tit sagde, at hun elskede ham, at hun stressede ham, var for dominerende, ville bestemme for meget.

Bogens kapitler skifter mellem perioden 2009 – 2014 fra de mødes og til Aksels død – og tiden efter den morgen i 2014, hvor hun finder Aksel død. Hun fortæller ærligt og uden at pynte på virkeligheden om deres forhold med skænderier, alt for meget arbejde, hendes tendens til at presse på – og om Aksel, der trækker sig, lukker sig inde i sig selv. De vrisser af hinanden, snerrer lidt. Hverdagens stress, travlhed, praktiske opgaver og småfrustrationer fylder. Det bliver ikke spor nemmere, da Ivan er født, og det idylliske billede Carolina har af forældrerollen, slet ikke holder stik i virkeligheden. Hun romantiserer ikke deres forhold, fortæller også om sine mindre pæne sider og tanker – hvilket gør romanen meget ægte.

Man mærker virkelig forfatteren i denne bog, hun har meget på hjerte, og hun forstår at få det fortalt på en direkte og usentimental måde – selv om bogen også er meget rørende, bliver det på intet tidspunkt for rørstrømsk. Det er en virkelig velkomponeret bog, det fungerer rigtig godt hele tiden at skifte mellem tiden, fra de mødte hinanden og tiden efter Aksels død. Hun fortæller så fint om, både hvor svært det var at leve sammen med Aksel – og at leve uden Aksel.

Det er en bog om kærlighed, både mellem Aksel og Carolina og Carolina og Ivan, men også den kærlighed der strømmer fra venner og familie, der stiller op for Carolina, da det hele vælter. De er i lejligheden på skift, så Carolina ikke er alene, sørger for indkøb, rengøring og alt det praktiske, uden for meget snak – de gør det bare.

Det er en fantastisk bog, som jeg på det varmeste kan anbefale. Den bliver hængende i ens tanker længe efter sidste side er læst.

’Den sidste gang, jeg siger godnat til dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst det havde jeg nok lagt mere energi i afskeden.’

Lån bogen på biblioteket