Lad mig være af Rasmus Faber Lundberg

Det er ikke nemt at være ung og ensom. Og vores hovedperson er begge dele, samt med et ansigt der blusser op med bumser. Han er ikke en der passer ind i normen og hans forældre fatter ingenting. Men han indvier dem så heller ikke i sit liv. Og da hans mor inviterer ham og nogen venner i Tivoli, må han allermest ydmygt spørge nogen stykker, om de vil gå med, så hun ikke fatter mistanke.

Da der starter en ny elev i klassen, øjner han dog en chance for at få en at snakke med. Han kommer desværre den vej ind i et hashmisbrug, som også leder til drukfest mm, og det er nogen lidt uoverskuelige konsekvenser for ham. Hans mødom bliver taget af en, i hans øjne, dejlig pige, men heller ikke det er helt så godt som det kunne være. Og de der nye venner er vist slet ikke så gode at hænge ud sammen med i længden. Hvem skal han så gå til? Han er nu flyttet hjemmefra, og det er jo heller ikke sjovt at skulle have fat i sine forældre, men der er ligesom ikke andre…

En bog som jeg havde høje forventninger til, for jeg syntes den lød spændende. Desværre fanger den mig bare ikke rigtig undervejs. Jeg kan ikke mærke hovedpersonens lidelser, og selv om man nemt kan identificere sig med rollen som ung og sårbar, så er bogen bare ikke barsk nok. Der findes så mange andre bøger som rammer ungdomslivet, stofmisbrug mm på en mere markant måde, og jeg har svært ved at føle at denne bog helt kan leve op til mange af de tilsvarende historier, man kan finde.

Men samtidig er bogen ret nem at læse, og historien giver ret meget sig selv, så den virker alligevel på et eller andet plan.

Og man får da også fokus på ensomhed igennem historien, men personligt bliver jeg bare ikke påvirket eller berørt nok, desværre.

Lån bogen på bibliotek.dk