Kys af Ed McBain

Carellas far er blevet myrdet og morderen sidder på anklagebænken, mens familien Carella ser til fra tilskuerpladserne. Steve Carella løber til og fra retssalen mens han passer både privat- og arbejdsliv, og på den måde er ‘Kys’ tredelt.

På stationen efterforskes to mordforsøg på en ung kvinde. Den samme gerningsmand har skubbet hende ned på skinnerne i metroen, og dagen efter forsøgt at køre hende ned i bil. Næppe er afhøringen af kvinden afsluttet før den mistænkte findes dræbt i en kælder, hvorfor meldingen til kvinden nu er, at hun burde være i sikkerhed. Politiet har så bare endnu et mord at opklare.

Samtidig sætter kvindens mand en udenbys detektiv til at mandsopdække konen, da han nu angiveligt frygter for hendes sikkerhed, for hvorfor ville den dræbte myrde damen?

Når McBain beskriver storbyens forskellige miljøer kan læseren drømme sig langt væk, til en hvid og ekstrem kold storbyvinter, hvor betjentene har hænderne dybt begravet i jakkernes varme lommer. Blandt alverdens skribenter stikker McBain hovedet tårnhøjt op og tegner fine stemningsfulde billeder for læseren. Det er sgu trinnet før decideret højtlæsning pr. telepati, – og ja, McBain er død så det må være telepati fra det hinsides. Og nej, jeg har ikke spist sjove svampe.

Fra de solide miljøbeskrivelser kaster han til gengæld det fortællemæssige momentum på porten, når Carella vender tilbage til retssagen mod sin fars mordere. Det bliver en laaaaang frustrerende uforløst drøm, når forsvarer og anklager mundhugges og ordet ‘protest’ står på hver anden linje. Det er irriterende, og lidt for banalt, givetvis fordi ‘Kys’ er fra før tiden hvor vi blev stopfodret med tv’s retssagsdramaer.

Der er et genialt tvist til sidst, men det kan ikke redde en bog der, på trods af at være ganske fermt skrevet, aldrig når at blive bare moderat underholdende.

Lån bogen på biblioteket