Kvinden i buret af Jussi Adler-Olsen
378
2008
978-87-567-8754-3
3
Politik er åbenbart et must i politiromaner. Der går altid politik i politiets arbejde. Således også i “Kvinden i buret”, hvor vi får et let omskrevet – men meget genkendeligt – politisk billede fra dagens Danmark. Vi har “Danmarkspartiet” med Piv Vestergaard i spisen. Partiets konstante fokusering på “borgernes sikkerhed” ender faktisk i en ekstra bevilling til politiet, som er starten på Afdeling Q, en afdeling, der skal tage sig af uopklarede sager. I virkeligheden oprettes Afdeling Q for at få fingrene i de ekstra penge, som så kanaliseres ind i politiets almindelige arbejde og så lige for at slippe af med vicekriminalkommissær Carl Mørck.
Mørck er blevet en omvandrende plage for sin afdeling efter en frygtelig skudepisode, hvor han som den eneste fra holdet slipper helskindet igennem. Lukket og bitter, taler Mørck nødigt til andre og i så fald yderst nedladende. Den spritnye “prestigeafdeling” får derfor et rum bagerst i politigårdens kælder og kommer til at bestå af Mørck og en assistent ved navn Hafez el-Assad.
Der går lidt superhelte-taktik i krimierne for tiden. Vi får ikke meget at vide om Assads baggrund. F.eks. kan Assad noget med knive – hvilket kommer utroligt belejligt. Det er en smule kritisk, når læseren sidder med den tydelige fornemmelse, at en af hovedpersonerne med vilje er beskrevet så svævende, at forfatteren har givet sig selv mulighed for at opfinde nye “skills” løbende. Men spændende er han, Assad, spillets joker.
Bortset fra ovenstående er krimien en afgjort positiv oplevelse med Carl Mørck som anderledes anti-helt i rækkehuset i Allerød. “Kvinden i buret” skiller sig desuden ud med dens let amerikanske plot, hvor det realistiske, som vi er så vant til i nordiske krimier, må siges at blive udfordret.
I “Kvinden i buret” genåbnes den uopklarede sag om den kendte og feterede kvindelige politiker, Merete Lynggaard, som forsvinder på en færge mellem Danmark og Tyskland. En spændende og effektiv krimi, skrevet af en dreven forfatter. Jussi Adler-Olsen tricker hurtigt læselysten med små skæve bemærkninger. F.eks. da vicekriminalkommissær Carl Mørck kommer hjem og fraværende kigger på det uaktuelle dørskilt, hvor ekskonens navn stadig står ved sidens af hans: “Det var allerede længe siden, at det var længe siden, at Vigga var flyttet”.
