Kilimanjaro af Katrine Marie Guldager

Kilimanjaro rager op som Afrikas højeste bjerg. I Danmark rager “Kilimanjaro” nu også op som elleve noveller om mennesker der skjuler sig. For sig selv, for kæresten og familien, og altid forgæves.

Handlingsforløbene krydser hinanden, som de også gjorde det i Katrine Marie Guldagers foregående novellesamling, “København”. Novellerne er selvstændige historier, men personernes historier er uafsluttede, og en hovedperson i én novelle kan derfor dukke op som tilfældig biperson i nabonovellen.

Dette lader til at være den moderne erfaring som Guldager gerne vil give videre. Du vil altid være i forbindelse; enten læner den irriterende idiot foran dig i flyet sit sæde helt tilbage, så dine knæ bliver mast, eller også ved din mor bare, når der er noget du ikke fortæller.

Afrika og Kilimanjaro bliver den eksotiske metafor for det hemmelige og unikke liv. I novellen “En adskilt person” skal Jørgen ordne sin døde brors efterladte papirer. Det er en af de eneste noveller, der tilsyneladende ikke handler om Afrika. Men lytter man godt efter, rummer selv en Østerbroejendom sit mørke kontinent:

“Ud over lejligheden, som Jørgen prøver at tømme, er der også kælderen, et meget tilstoppet kælderrum, hvis gennemsigtige dør af jerntråd han endnu ikke har haft åbnet. Han har fundet en nøgle med påskriften “Kælderrum”, han har sågar været nede i kælderen og besigtige lokaliteten men han har endnu ikke foretaget sig noget.”

Dette er Guldagers nøgterne og veldrejede tragik: Intet kan i en moderne verden være skjult, der findes ikke længere sorte pletter på landkortet. Men deri findes også løsningen. Livet er set gennem Guldagers litterære forstørrelsesglas, en eksistentiel gemmeleg. Det paradoksale og forløsende grundvilkår for gemmelegen er, at man aldrig kan lege den alene.

Hvis du også har en fundamental trang til at blive fundet – så bestig Katrine Marie Guldagers lille litterære bjerg.

Lån bogen på bibliotek.dk