Kaninens år af Stine Askov

Trine er 37 år, har været sammen med Asger i 13 år, sammen har de døtrene Lily og Katja. Trine er konstant utilfreds og sur. Hun er i gang med en ny uddannelse, da hun var træt af sit job som pædagog. Hun er træt af Asger, og hun er træt af dagligdagens rutiner og kedelige pligter, så som at smøre madpakker. I det hele taget er hun træt af alting – inklusive sig selv. Hun kommer i tvivl om sine følelser for Asger – og i tvivl om Asger stadig er vild med hende. På en romantisk weekend vil han f.eks. hellere ligge og tjekke sin telefon i stedet for at have sex med Trine – han ser ikke rigtigt, at hun ligger nøgen ved siden af ham. Der er gået hverdag i forholdet, og Trine savner lidt spænding, mangler gnisten i forhold til Asger. Hun er fanget i hverdagens net af pligter og er ved at få klaustrofobi.

Trine må væk. Til en start en tur alene i et koldt og trist sommerhus for at skrive på sin opgave – senere beslutter hun sig for at flytte væk fra Asger, og hun og pigerne flytter ind i et annex i Trines hjemby. Hun får arbejde som pædagog, venlige naboer, kaniner i haven, nye bekendtskaber og kollegaer – men må sande, at det heller ikke er lykken. Spørgsmålet er så, om hun gør det rigtige til slut i bogen?

Pigerne forguder deres far – savner ham, ønsker bare at forældrene skal være sammen som før.

Det er en let læst bog, humoristisk og godt skrevet, i et let og flydende sprog, med mange troværdige dialoger og små genkendelige hverdagsepisoder – det er nemt at sætte sig ind i personernes tanker og følelser. Trine virker ikke helt troværdig, specielt i slutningen af bogen – eller måske skulle man sige, at hun ikke virker helt tro mod sig selv? Det virker som om hun “giver op” og vælger den nemme løsning – men inderst inde stadig er utilfreds.

En lille smagsprøve, en scene, hvor Trine er i byen med en perifer veninde, Rebecca, der også er blevet single: “Rebecca skæver til mig. Hun vender sig på barstolen, så hun sidder med fronten ud mod lokalet. Hun scanner det for mænd. Når hun ser en, hun kan lide, smiler hun indladende og slår med håret. Hver gang hun gør det, kan jeg lugte hendes hårshampoo. Rebeccas vilde aften i byen er et spørgsmål om at blive set og beundret. Hun falder i snak med den ene efter den anden. Jeg er blevet til en papmachefigur på min stol. Stivnet og kun holdt oppe af hønsenettet indeni.”

En fin lille bog om det vanskelige parforhold og en kvinde, der bliver nødt til at komme væk før arrigheden sætter sig til noget kronisk – og om hvordan hendes beslutninger påvirker både hende selv og en masse andre nære og kære mennesker.

Lån bogen på biblioteket