Journalist – fra Hækkerup til Haderslev af Svend Irgens Hansen
190
1999
87-7528-336-0
Det hedengangne sønderjyske dagblad Dannevirke var bladet, der blev ved med at udkomme med ledende artikler, selv efter det var afgået ved bladdøden i begyndelsen af 70’erne.
Venstre-avisen i Haderslev blev spist af berlingerens sønderjyske barn, Jydske Tidende.
Men redaktør Svend Irgens Hansen fortsatte med at skrive sin spids for Dannevirke – i Jydske Tidende. Mange sønderjyske avislæsere vil sikkert kunne huske Jydske Tidende som bladet, der hver dag udkom med to ledere på debatsiden: en i venstre side i Jydskes navn og en anden i højre side i Dannevirkes navn – forfattet af Svend Irgens Hansen.
Men det var ikke med Jydske-redaktørens gode vilje, fortæller Svend Irgens Hansen i sin erindringsbog “Journalist – Fra Hækkerup til Haderslev”.
Jydske Tidendes chefredaktør Erik Randel ville gerne af med Dannevirkes mening, da Svend Irgens Hansen gik på pension i 1988, afslører Svend Irgens Hansen.
I 30 år var han en af spidserne i den sønderjyske presse, der ikke findes mere. Jydske Tidende er blevet den ene halvdel af JydskeVestkysten, der i dag har sin centralredaktion i Ribe Amt.
Det er en gammel journalist, der fortæller i bogen. Og derfor burde den måske slet ikke have været anmeldt af en miljøskadet journalist. Men nysgerrigheden drev mig, og det var svært at stoppe.
Svend Irgens Hansen benytter sig af to kunster, som mange ellers habile skribenter glemmer, når de skal skrive erindringer: Underdrivelsens kunst og humoren.
Bogen er ikke prangende, men stilfærdig og velskrevet. Tre skildringer har bidt sig fast i anmelderens hukommelse: Forfatterens rejsebeskrivelser fra det mellemkrigstidens Europa, han nåede at opleve som journalist, hans skildring af den barske vinterkrig i Finland og hele historien omkring lukningen af Dannevirke.
Nogle gange virker det som om, Svend Irgens Hansen vil have det hele med. Bogen indeholder ikke nogen stram historie – for at bruge den journalistiske jargon. Det kan godt trætte lidt. Men omvendt kommer bogen så vidt omkring, at hver enkelt læser vil kunne plukke sit ud.
Jeg plukkede kapitlet “I mesterlære som journalist” allerførst – en herlig beretning af en journalist af den gamle skole.
Bogen har i øvrigt fået en ganske rosende omtale af et forlag, der af kommercielle årsager ikke selv turde trykke bogen.
