360
2009
978-87-7055-609-5
Jenny S (svensk)
Jenny S er lidt af en tryghedsnarkoman. Hun trives godt i den lille by Habo, bor sammen med sin kæreste Jocke, som hun har kendt siden skoletiden, og har sit faste job i banken.
Men den dag, da Jocke i et brev afslutter deres forhold for at være sammen med hendes bedste veninde Katta, må hun væk fra byen og kaste sig ud på dybt vand.
Hun brænder alle broer, flytter til Stockholm, indlogerer sig på et hotel, og har hverken netværk, job, bolig eller penge til at leve for særlig længe. Men i løbet af meget kort tid har hun det hele: et job til en god løn (det første hun søger efter at være flyttet), hvor hun i løbet af få dage får styr på flere års regnskabsrod, en dejlig chef (fraskilt), og et værelse i en lejlighed hos chefens bror og hans mand, hvor hun kan bo kvit og frit mod at passe deres hund, når de ikke er hjemme.
Det er næsten for fantastisk. Jenny er både klog, umådelig effektiv, smuk, slank, veltrænet, attraktiv..og selvfølgelig beskeden og ikke selv klar over sine dyder. Hun har haft en hård og ond barndom, men er kommet videre med sit liv.
Det er en temmelig forudseelig kærlighedshistorie, men også en sød historie i den genre. Jeg kom til at tænke på Sophie Kinsellas “Mine hemmeligheder” – selv om hovedpersonen i denne bog prøver at holde på sine hemmeligheder, så er det en bog i den samme genre. Så hvis du er til “chick-lit” vil du sikkert synes om denne bog. Hurtig læst – godt underholdt imens – men også hurtigt glemt igen.