Jane Eyre af Charlotte Brontë
310
1978
87-590-2033-4
Jane Eyre - An Autobiography
“Jane Eyre” er en vidunderlig fortælling om den fattige og forældreløse Jane Eyre, der må igennem mange urimeligheder, men som også møder den store, vidunderlige kærlighed. “Jane Eyre” er utvivlsomt en af de bedste bøger, jeg får læst.
Historien foregår i England i midten af 1800-tallet. Da Jane Eyres forældre dør, kommer hun i pleje hos sin onkel og tante. Imidlertid stiller onklen også træskoene, og lille Jane overlades til den fjendtligt indstillede tantes nåde. Tanten er ikke det mindste interesseret i at give lidt varme til den forældreløse. Tværtimod lader hun sine tre børn behandle Jane som syndebuk og undersåt, mens hun selv ignorerer pigebarnet så vidt muligt. Men lille frøken Eyre har ikke temperament til at bøje sig for ondskabsfuldheder, og efter et sammenstød med tanten bliver hun sendt på kostskolen Lowood.
Lowood, som ledes af hjerteløse pastor Brocklehurst, kun forklædt som Guds tjener, er af den berygtede slags. Pigerne sultes ud fra devisen, at de skal lære at nøjes. Her tilbringer Jane Eyre otte år af sit liv, indtil hun som ung kvinde bliver guvernante for en lille pige, som er myndling til en Hr. Rochester. For første gang i sit liv oplever Jane at have et hjem og varme. Hun forelsker sig inderligt og gengældt, men en frygtelig hemmelighed ulmer under hendes lykke.
Romanen har flere spor, der løber så smukt sammen, at det er en fryd. Jane Eyre fortæller selv sin historie, og selvom hovedpersonen fremstilles som en velopdragen, lille kvinde, vidner fortælleren om styrke og intelligens i et ungt menneske, som tilsyneladende er født med en skærpet sans for retfærdighed. Kærlighedserklæringerne kan synes lidt vel højstemte, men de involverede er så troværdigt elskelige, at den, bogstaveligt talt, meget udtalte kærlighed glider ned. Det engelske landskab er levende beskrevet, og man følges med Jane på mørke aftenture og er ved hendes side, da hun må kæmpe sig over heden.
En skøn, skøn roman.
Advarsel: Hvis man har fået fat i Hernovs udgave af “Jane Eyre” fra 1978, skal man gemme forordet til sidst. En umulius af en forordsskribent, om end god oversætter, afslører chokerende meget af handlingen.
