Idioten af Fjodor Dostojevskij

“Idioten” er murstenslitteratur når det er stærkest. Bevægende gennemført og let læst. Hovedpersonen, Fyrst Mysjkin, er på den ene side elskelig med sin oprigtige Kristus-medfølelse for sine omgivelser, og samtidig utåleligt naiv og tøset. Der er flere steder klare referencer til den arme ridder Don Quixote i den anden ende af Europa. Fyrst Mysjkin er altså ingen helt, men en idiot hvis handlinger man må krumme sine tæer over. Det er der rig mulighed for.

Blandt de gamle russiske forfattere er Dostojevskij bemærkelsesværdigt fri og moderne i sit sprog, som Pushkin er det. Han drager læseren ind i bogen ved lejlighedsvis at betragte historien udefra og retorisk rådføre sig med læseren. Det er et trick der virker opløftende og forfriskende midt i de lange, uddybende beskrivelser.

“Idioten” er uhyggelig selvbiografisk hvad angår hovedpersonens helbred og hans tanker om dødsdom og henrettelse. Også den epileptiske Dostojevskij rejste udenlands for helbredets skyld. Han opnåede at blive dømt til døden for sin forfattervirksomhed og mirakuløst benådet på skafottet i sidste øjeblik. Det er kun med denne viden at “Idioten” bliver virkelig interessant at læse. Uden den selvbiografiske vinkel virker historien lidt tam og trekantet. Tam, fordi der hverken er krig eller storpolitik involveret, og trekantet fordi der banalt nok er mere end én kvinde i Fyrst Mysjkins hjerte.

Lån bogen på Bibliotek.dk