Ich will Freiheit für die Liebe af Beate Uhse
294
2001
3-548-60049-2
Ich will Freiheit für die Liebe
1.udgave
Selvbiografier er svære at gå til. De svarer til reklamer eller positive pressemeddelelser, hvor der kan smøres på efter lyst.
Hvis forfatteren ikke diskuterer med sig selv, begynder selvbiografier at kede.
Den tyske porno-dronning Beate Uhse nåede at skrive sine erindringer kort tid, inden hun døde I 2001. “Ich will Freiheit für die Liebe” er titlen på billigbogen – og hun så sig også som en frihedskæmper.
Med det liv, Beate Uhse levede i fulde drag fra sin fødsel i Østpreussen til Glücksburg, hvor hun boede til sidst – er der krudt til en god fortælling.
Beate Uhse skriver med humor og med en livsbekræftende afstand til de ulykker, hun oplevede i sit liv. Hun så aldrig sine forældre igen, efter at de blev spærret inde af russernes knibtangsmanøvre i Østpreussen i 1945, og hun mistede sin søn Klaus, der døde af kræft.
Hun springer let hen over livets skyggesider. Enten vil hun ikke dele dem med offentligheden, eller hun er som tysk øst-flygtning øvet i at fortrænge og begynde på en frisk. Det sidste fremhæver hun et sted med stolthed. Flygtningene havde efter 1945 en drøm om at skabe en ny og bedre verden, skriver hun.
Denne nye og bedre verden forsøgte Beate Uhse først at skabe, da hun fik en lejlighed i Mariemenighedens præstekontor i Flensborg. Af alle steder begyndte hun her at sælge gode råd om sex – i al hemmelighed. En grotesk situation, næsten ler hun i bogen.
Vi følger hende på vej til de utallige retssager, som dydens vogtere fik hende igennem. Hun beskriver meget ærligt, hvordan hendes forhold til mænd voksede, og hvordan de visnede. Og ja – så var der lige en ansigtsløftning, der var lige så nødvendig som en plombe i tænderne.
Der er en del lommefilosofi spredt ud i bogen – og også pudsige modsætninger. Mens hun fremhæver sig selv som en kvinde, der kæmpede for kærligheden, støtter hun sig også til forfatteren John Cleland, der skrev sine saftige historier om Fanny Hill af ren pengenød.
Læseren ler indvendigt, når Beate Uhse seriøst skrev om, hvorfor hun ønskede Boschstrasse i Flensborg døbt om til Gutenbergstrasse. Her kom jo porno-firmaets hovedkvarter til at ligge, og så gik det ikke, gadens navn associerer til teknik – så hellere den ædle trykkekunst.
Den sidste tredjedel af bogen er klart den bedste. Her demonstrerer forfatteren, at hun var ganske godt begavet og på højde med det det moderne samfund, som var hun 30 år.
Vi er blevet forkælede feinschmeckere og overfodret med både erotik og luksus. Der skal mere og mere til at hidse os op. Grænserne er blevet flyttet. Det har hun selv været med til.
