I får ikke mit had af Antoine Leiris

Den franske hovedstad Paris har i de senere år været udsat for indtil flere terrorangreb, hvor mange uskyldige mennesker er blevet dræbt, fordi fanatiske personer ønsker gengældelseshævn for, at Frankrig har involveret sig i den syriske og irakiske borgerkrig. Angrebsmændene har ofte vist sig, at støtte op om den muslimske gruppe Islamisk Stat, der arbejder for at oprette et islamisk kalifat i Mellemøsten.

Et af de mest omtalte angreb i Paris var angrebet på Bataclan-teatret den 13. november 2015, hvor flere bevæbnede mænd affyrede skud mod den store menneskemængde, der var til koncert i teatret. 118 personer mistede livet i Bataclan-teatret. Et af ofrene var den unge kvinde Luna-Hélène Muyal, der var mor til en lille dreng på kun 17 måneder og gift med Antoine Leiris, der i kølvandet på sin hustrus død har skrevet bogen ”I får ikke mit had”, en erindringsbog, der for nyligt er udgivet på Gyldendals Forlag.

”I får ikke mit had” handler om de første par uger efter hustruens død.

Det er nogle dage og uger, hvor Antoine er i chok, og hvor han sørger over sin hustru og over tabet af det liv, som han har levet indtil nu. Herudover er det også nogle uger, hvor han skal tage sig sammen, fordi han skal passe sønnen Melvil, der stadig skal have sine behov opfyldt, og som ikke kan forstå, hvorfor hans mor ikke er der mere til at passe ham.

Udover at skrive sig ud af sorgen over tabet af sin hustru, er ”I får ikke mit had” også en bog, hvor forfatteren direkte tiltaler de ekstremister, der dræbte hans kone: det kan godt være i har dræbt min kone, og at min søn har mistet sin mor, men jeg vil ikke give jer den fornøjelse, at hade jer. Ekstremisterne vil ikke se ham bære nag eller søge nævn – og det er i sandhed en bedrift – for de fleste ville nok hade disse ekstremister til evig tid, hvis de med vilje havde dræbt et nært familiemedlem.

”I får ikke mit had” er en erindringsbog, men det er også en bog om at overvinde en stor sorg.

Antoine Leiris har skrevet en sober bog, der gør dybt indtryk på læseren. Selvom bogen handler om hustruens død, er det også en sær livsbekræftende bog, der beviser, at kærligheden ikke dør, når et andet menneske dør. Kærligheden og minderne er der stadig, og de afdøde lever videre lige så længe, der er nogen, der kan huske de afdøde.

”I får ikke mit had” er en rørende og velskrevet bog om et alvorligt emne. Det er en bog, der vil gribe læseren og gøre indtryk – og så er det en bog, der får læseren til at sætte endnu mere pris på livet og tilværelsen, end man gjorde inden man læste bogen. Det er en lille perle af en bog, som de fleste mennesker vil sætte pris på – så læs denne bog!

Lån bogen på bibliotek.dk