Hypnosia af Birgitte Lorentzen

Hvorfor fejrer man egentlig Den Sorte Sara i Sydfrankrig og går vi egentlig og kender os selv så godt, som vi går og tror?

Lorentzen er tilbage sammen med Mads og Lulu i denne tredje bog om dem og deres oplevelser, som ofte kan kaldes hæsblæsende eventyr. Hvor den første bog fandt sted i København og den næste i Italien, så kommer vi nu på eventyr i Frankrig. Lulu og Mads går nu på gymnasiet og bogen starter på et tidspunkt, hvor de kun bør tænke på deres store gymnasieopgave, men Lulu har modtaget en interessant sms fra Mads:

””Jeg har modtaget en pakke fra Frankrig med en underlig besked og en amulet. Gider du komme hjem til mig, når du er færdig med din opgave?”

Færdig med min opgave… Mon ikke en højaktuel pakke fra Frankrig med en mystisk amulet kan udkonkurrere en opgave om Det moderne Gennembrud og betydningen af J.P. Jacobsens Marie Grubbe fra 1876?

I think so!”

Mads ved, at han har familie i Frankrig, men kontakt med dem har han ikke og det undrer virkelig Lulu. På amulettens kæde står der endda ”Pas på, bær denne amulet, og den vil beskytte dig mod det onde!” (dog på fransk) og det er tydeligt, at der er noget på færde. Mads er ikke helt sig selv og desto mere de forsøger at grave i Mads’ familiehistorie, desto mere forvirrede bliver de. Før de ved af det står de i Paris og står ansigt til ansigt med Mads’ onkel, som får dem til at besøge Mads’ mormor ude i forstaden. Situationen er ikke helt til at greje og de må have hjælp af en ung fyr Esteban, som bor sammen med den gamle dame:

”Okay, I fix. Come with me!” siger Esteban og gør tegn med hånden, om at vi skal følge efter ham. Jeg er klar, men Mads tøver.

”Jeg vil bare lige se hende en sidste gang,” siger han.

Han går hen mod sin sovende mormor, bøjer sig forsigtigt ind over den gamle dame og kysser hende let på panden.

Jeg får et chok, da hun pludselig rejser sig halvt fra sofaen. Det ser ud, som om de blinde, blå øjne kigger kærligt på ham.

Så smiler hun og siger lavt, men højt nok til, at jeg ikke er i tvivl.

”Tobar, mon petit Tobar.””

Men hvorfor kalder Mads’ mormor ham for Tobar og hvem har egentlig sendt amuletten til Mads?

Det er altid interessant at se, hvordan forfattere vælger at afslutte bogserier og jeg synes faktisk, at Lorentzen har klaret opgaven ganske godt. Der er en såkaldt rød tråd fra start til slut og det var for mig en fornøjelse at begive mig ud på eventyr med Lulu og Mads. Lorentzen formår virkelig at skabe en teenage-fortællevinkel og selvom Lulus mange overvejelser til tider drev mig en smule til vanvid, så gav det en bedre forståelse af hende som karakter. Handlingen fangede fra første side og det var svært at holde pauser undervejs.

Alt i alt en virkelig spændende ungdomsroman med mystiske elementer, som især kan anbefales til teenagere og unge voksensjæle.

Lån bogen på Bibliotek.dk