Hvid, norsk mand af Brynjulf Jung Tjønn

Jeg ligner af udseende min mor og af sind min far. Men sådan kan mange af os jo nemt sige, for vi har boet hos vores biologiske forældre hele vores barndom og vi kender vores rødder.

Forfatteren her er adopteret og har ikke altid kunne se hverken en lighed eller et tilhør. For han ligner ikke dem der blev hans forældre og han kender ikke til sine biologiske forældre.

Det er der kommet denne digtsamling ud af. En digtsamling som viser at det er frustrerende ikke at kende sit ophav, det er hårdt at blive råbt efter og drillet med som barn, man stikker ud og især når man bor i et mindre samfund hvor folk er vant til at man ligner alle de andre. Så det er både hårdt og læse men virker samtidig også på sin egen måde lidt forløsende for forfatteren at sætte ord på. Han forsøger at danne sig en identitet ud fra hvad vilkår der nu engang er givet ham. Og da han selv stifter familie så begynder han også at tænke over hvad hans børn eventuelt kan rende ind i. Men han opfatter dem samtidig som hybridbørn da hans valg af kæreste/kone er en hvid dame. Hybridbørn fordi de jo så på en måde kommer to steder fra, de er blandede, de er hverken eller og det hele på en gang. Han fundere også over at med tiden vil hans børn få børn og så videre og derfor vil hans eget udseende måske udviskes yderligere. Så der er noget grundlæggende hårdt i hans ønske om at blive en hvid mand, for det er jo reelt ikke det han ønsker. Men han vokser op med at den hvide mand er det billede der fylder noget og derfor er han selv malplaceret. Det giver frygtelig god mening og som læser fanges man lidt i at ens egne fordomme lige bliver skubbet til og man får noget at tænke over. For vi er jo som mennesker meget bundet af vores opvækst og det miljø vi er i og tilhører.

Et fint værk som kan være godt til at skabe debat med.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket