Hr. Toksvig af Thomas Hvid Kromann

Med “Hr. Toksvig” har Hvid Kromann endnu en gang smurt os et stykke højtbelagt akademisk landgangsbrød. Sådan her siger man på Toksvigsk-Kromannsk at hovedpersonen går hen mod køkkenhaven:

“Målet er den del af haven, som hører under hr. Toksvigs jurisdiktion, et stykke, der qua sit navn og med en vis principiel ret påberåber sig en kultiveret nytteværdi modsat blomsterbedenes nyttesløse skønhed: køkkenhaven.”

Hr. Toksvig er en kort, men meget ordrig fortælling. Hvert kapitel udfolder en enkelt handling, fx at Hr. Toksvig slår græs eller at han læser lidt i konens “Vore Fugle”. Men Toksvigs handlinger udløser hver gang en tvangskædeeksplosion af tanker, og Toksvig kommer derfor aldrig rigtig nogen vegne. Kun rent intellektuelt flakker han vidt omkring. Læsningen i fuglebogen fører tvangstænkeren ud i overvejelser over, hvilke muligheder han har for at komme i en form for eksistentiel dialog med en solsort, der tilfældigvis sidder og vipper på en gren i nærheden.

Thomas Hvid Kromann er med “Hr. Toksvig” kravlet nogle få trin ned fra sit tidligere meget højtsvævende og sprogligt elitære plateau. Der er dog stadig mange lange sprogkonstruktioner på landgangsbrødet og du risikerer at blive mæt og træt undervejs. “Hr. Toksvig” er svær – og underholdende – læsning. Hvis du har tilbøjeligheder i retning at dagdrømmeri og tankevandringer, vil du nikke genkendende til store dele af det toksvigske liv.

Værket om Toksvig kan med fordel læses som en passus i Kromanns fortsatte toksikologiske projekt: “studiet af giftstoffer, deres sammensætning, forekomst og virkning på levende organismer” (Politikens Nudansk Ordbog). Kromanns og Toksvigs forgiftning er sproglig, og jeg tror projektet er at finde en modgift.

Lån bogen på bibliotek.dk