Homo Faber af Max Frisch

De første 20 sider i romanen “Homo Faber” beskriver en propelmaskines langsomme tab af bæreevnen. Over den mexicanske golf svigter den ene motor, men maskinen flyver bare videre for den anden. ”There is no danger at all,” forsikrer piloten. Men maskinens anden motor svigter, og passagerer og besætning nødlander iklædt grønne redningsveste midt i Mexicos røde ørken.

”Vi sank, som om der lå en startbane under os, jeg pressede mit ansigt mod ruden, man ser jo altid først disse baner i sidste øjeblik, når bremseklapperne allerede er ude. Jeg undrede mig over at bremseklapperne ikke kom.”

Det hele fortælles af Walter Faber, en midaldrende ingeniør der er ombord på flyveren, og som den tekniker han er, beskrives alt meget nøgternt… og åndsforladt.

Efter havariet konfronteres Homo Faber med sin fortid i en blanding af tilfældighed og skæbnebestemthed. Mødet med den tabte fortid (kærlighed!) får Faber til at tage afstand fra sin nutid. Han forsømmer bevidst sit job, og skriver et farvel til sin kæreste. Trods forsøget på at nulstille sit liv, registrerer og dokumenterer Faber alt med sit smalfilmskamera, og hverken jobbet eller kæresten vil lade ham brænde sine broer. Det gør ham til en tragedie.

Hvorfor Homo Faber virker så umådeligt sympatisk, ved jeg ikke. Måske fordi han er et virkeligt menneske.

Lån bogen på bibliotek.dk