171
1975
87-00-08403-4
Hovedpersonen i “Høfeber”, dommer Hans Erling Herzberg, er som mange af Panduros hovedpersoner en sympatisk, tilbageholdende, undselig og forlegen mand, næsten én stor undskyldning for sig selv.
Herzbergs kone, Elise, har en affære med hans gamle ven, overlæge Klausen; men det er helt ok med Herzberg, som synes at Elise fortjener mere end han kan gi’ hende. Det generer imidlertid Elise en del, at han slet ikke bliver jaloux og vred, for det er ham hun fantaserer om, når hun er sammen med elskeren. Hun laver noget af en intrige ved først at pirke til nogle dyriske lyster hos Hans Erling, som han desværre ikke besidder og dernæst forlede overlægen til at tro, at Herzberg er et utæmmeligt voldeligt vilddyr med s/m-udstyr gemt i kælderen.
Og så tager ulykkerne fat for den stakkels Herzberg. For overlæge Klausen er en mand med en livlig fantasi, som ikke alene tror, at han fejler alverdens sygdomme, men også nemt kan forestille sig at dommeren i sin vilde jalousi vil ham til livs. Og snart går rygterne om den usædelige og voldelige dommer og ingen tager ham alvorligt, når han spagfærdigt tager til genmæle. En dag bliver han overfaldet af en mand, som smider peber i hovedet på ham. Da han fortæller det til Elise, tror hun bare at han tager gas på hende, og ved synet af hans rindende øjne og hans nysen fastslår hun kategorisk at han har fået høfeber. Og siden bliver det kun værre! Flere overfald følger og da en slagsbror angriber den pæne dommer Herzberg i retten, bliver dommeren sågar beskyldt for selv at være den voldelige part.
Men “Høfeber” er i øvrigt fuld af forviklinger. Herzberg indleder selv en affære med en studiekammerats kone, Lise K., som på sin side har et kompliceret forhold til både sin homofile mand og en temmelig afsindig tilbeder. Herzbergs unge søn, Allan, lever på grænsen af loven, har et meget afslappet forhold til ejendomsretten og derfor også et lidt anstrengt forhold til sin far.
“Høfeber” er temmelig parodisk i sin skildring af det pæne borgerskab i en tid med store samfundsændringer i form af seksuel frigørelse, kvindesag, ungdomsoprør med mere. Den kan virke noget overfladisk med sin karikatur og latterliggørelse, men behandler i virkeligheden almindelige menneskers alvorlige problemer med at tilpasse sig et samfund i hastig udvikling.
“Høfeber” var Panduros sidste afsluttede roman, men siden er udgivet en uafsluttet fortsættelse, “Den ufuldendte dommer”.