Hestehviskeren af Nicholas Evans

Jeg har kort set noget af filmatiseringen af ”Hestehviskeren” – og de bidder jeg så, var for pladderromantiske til mig.

Ofte er bogen jo meget bedre end filmen, så da den lå i kassen med ”Alle bøger 5 kroner” på biblioteket, tænkte jeg, den skulle have en chance.

Jeg er ikke selv hestepige, men kender lidt til heste gennem min rideglade datter, så begrebet ”Hestehvisker” virker dragende. Og det er et dejligt ord – også på engelsk ”The Horse Whisperer”.

Bogen handler om et par teenagepiger, der en dag kommer frygteligt galt afsted på en ridetur. Den ene pige og hest omkommer, mens den anden pige, Grace og hendes hest Pilgrim kommer frygteligt til skade.

Selvom hesten er ilde tilredt og dyrlægen anbefaler en aflivning, beslutter Graces forældre at sætte alt ind på at få den på benene igen, da de mener det vil være for stort et chok for datteren, hvis de afliver hesten. Grace har fået amputeret sit ene ben på grund af ulykken og er på vej ind i en depression.

Hesten bliver lappet sammen fysisk, men psykisk udvikler den et traume, der gør at ingen kan komme ind til den – og da Grace i sin drepression slet ikke vil have noget med den at gøre, er gode råd dyre. Moderen hører om en mand i Montana – ”Hestehviskeren”, der kan tale med heste – og som kan få psykisk ustabile heste på rette kurs.

Moderen, der er redaktør på en stor avis, er en handlekraftig dame, og aftaler med sin advokatmand, at hun sammen med Grace og Pilgrim tager hen til hestehviskeren og ser, om han kan hjælpe dem.

Indtil dette punkt i historien, er det en rigtig god historie, men fine beskrivelser af ulykken og familiens kamp for at få pigen og hesten på fode igen. Der er også rigtig mange smukke naturbeskrivelser, og jeg nød læsningen.

Men så begynder historien at skride fra at være en hestehistorie til også at være en kærlighedshistorie. For moderen falder for den cowboyagtige hestehvisker samtidig med at hun har dårlig samvittighed overfor sin advokatmand. Violinerne findes frem, og så kører det ellers derudad: . Vi skal lige have helbredt hesten, og så skal vi have pigen på fode, og hvad nu med utroskaben – og hvad skal det hele ende med?

Jeg vil ikke røbe slutningen, for der kunne jo være et par romantikere, der tænker – det er lige en bog for mig. Personligt synes jeg, det var synd, at bogen tog så voldsom en drejning fra at være en hestebog til at være en kærlighedshistorie.

Citat bagsiden: ”Det er en tankevækkende bog, og det er en helt enestående kærlighedshistorie – Robert Redford”.

Lån bogen på biblioteket