0 kommentarer

Grib mig, sagde Døden af Jacob Weinreich

af d. 8. august 2024
Info
 
Sideantal

424

Udgivet

2024

ISBN

978-87-400-8432-0

Udgave

1.

 

Drabsefterforsker Adam Walter bliver en dag kaldt ind til chefen, som fortæller ham, at en kollega, Lærke Bendixen, har beskyldt ham for krænkende adfærd. Adams umiddelbare reaktion er ‘Det er løgn’ – men sagen skal undersøges, og det er noget der bliver taget meget alvorligt. Med den beskyldning tager Adams liv en voldsom drejning. Han ser sig nødsaget til at sygemelde sig, hans kone smider ham ud og datteren vil ikke tale med ham. Hans nærmeste har kendt ham skyldig.

I lejligheden i Fjældevænget, som han har lejet møbleret (med grimme møbler), begynder han at tænke over en uopklaret mordsag – Benjamin, som blev stukket ihjel i sin cykelkælder på kollegiet. Han har næsten lovet Benjamins mor, at han vil finde morderen, men der er gået 3 år, og der er ikke noget gennembrud i sagen. Da der sker et nyt knivdrab, kobler Adam de to hændelser sammen, og han begynder sin egen efterforskning.

Der er fællestræk mellem det nye knivdrab og Benjamin – begge ofre er unge mænd, og begge har rejst rundt i Mexico. Der er tråde til en mexicansk dødskult, La Santa Muerte, som også har tilhængere i Danmark.

Adam træffer præsten Marie Holm i kirken, hvor datteren skal konfirmeres, og de falder i snak. Marie Holm har skrevet en artikel om dødskulten. Hun modtager mystiske beskeder fra en ukendt person, der kalder sig Santi. Og en dag forsvinder Marie.

Bogen var anderledes end de sædvanlige krimier, og samtidig var det interessant (og grusomt) at følge Adam privat – både samtalerne med chefen og HR og at opleve, hvordan Adam nærmest bliver udstødt på grund af en beskyldning fra en kollega. Det er meget nemt at smadre et andet menneskes liv.

Man skal ikke tænke for meget over, hvordan Adam løser drabsgåden, for det virker noget tilfældigt og temmelig søgt, både det, at han kobler de to knivdrab, som sker med 3 års interval og de noget spinkle tråde, han følger – for dog at gøre noget – og hvor det viser sig, at han rammer plet. Ligeså da han leder efter den forsvundne Marie – han får en tanke og det viser sig, at det var rigtigt tænkt.

Det hele går alt for nemt for Adam og den sidste del af bogen er utroværdig – men trods det fandt jeg bogen spændende og underholdende.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter