358
2002
87-7955-052-5
Garnethill (engelsk)
Maureen låser sig ind i lejligheden efter en lang, våd bytur. Hun vakler gennem gangen, under sig selv en større dosis sovemiddel, vælter om på sengen og går i sort. Inde i stuen sidder hendes kæreste, Douglas, bundet til en stol med halsen skåret over.
Velkommen til krimiland hvor øjnene flyver over siderne, og skrækken lurer. Heltinden drikker rigeligt og ryger så intensivt, at eks-rygende læsere får abstinenser. Plottet er spændende. Dialogen mellem Maureen og efterforskerne er underholdende. Portrætterne af Maureens omgivelser er sviende. “Garnethill” er en særdeles underholdende krimi.
Maureens familie er et mareridt. Moderen er dranker af den fuld-ondsindede/ædru-selvmedlidende slags. Maureens far har været ude af billedet i over femten år og godt for det, for han kunne ikke finde ud af at holde fingrene fra sin datter. Overgrebene resulterer senere i, at Maureen bryder sammen og må gennem et ophold på en psykiatrisk afdeling. Hendes to søstre har valgt den lette vej gennem familielivet og holder sig hovedsageligt for ørene, mens de messer benægtelser. Den eneste der er til at holde ud at holde af er Maureens bror Liam, og han ernærer sig som narkohandler. What a guy!?
Som udgangspunkt synes politiet, at Maureen er en udmærket hovedmistænkt til mordet på hendes kæreste. Og ellers holder de hendes bror Liam i baghånden som suppleant. Maureen har set for meget “Taggart” i fjernsynet, og da hun synes politiet er lovligt fokuserede på at finde morderen i hendes husholdning, begynder hun sin egen efterforskning. Jagten på Douglas’ morder leder hende på sporet af nogle uhyggelige hændelser som forekom på den lukkede afdeling på Northern Psykiatriske Hospital i en årrække. Hvem der hærgede på Northern blev aldrig opklaret, men noget tyder på at Douglas havde fundet svaret.
“Garnethill” er første del af en trilogi med Maureen O’Donnel som hovedperson.