Gæsten af Lee Child
Lee Child og hans Jack Reacher-figur er som en pose Matadormix – totalt vanedannende; du stopper ikke, før posen er tømt, eller de mange Reacher-thrillers er læst. Og ja, du begår disse synder vel vidende, at det drejer sig om tomme kalorier i usunde, fabriksfremstillede råvarer, der hverken er godt for din krop eller sjæl. Du kan bare ikke lade være.
Der findes adskillige velrenommerede forfattere, der er afhængige af Reacher! Selveste Tom Cruise (172 cm på strømpefødder) har spillet den tårnhøje hovedperson i to film.
Jack Reacher er 195 cm høj, består af 105 kg muskler og en højt udviklet analytisk hjerne, kan slå hvem som helst i kampsport, præcisionsskydning og deduktiv tænkning. Han har en fortid i militærpolitiet, er fåmælt, rodløs, foretrækker at overnatte på anonyme moteller medbringende sin sammenklappelige tandbørste og en rulle dollarsedler i lommen, og naturligvis har han et soft spot for uretfærdighed og kvinder i nød. Kort sagt: En fuldkommen kliché.
Men – Lee Child er djævelsk ferm til at udtænke medrivende plots, hvor Reacher placeres i en Catch 22-agtig klemme: ‘Do this and die’. Og så skriver Child som de gamle naturalister; så ekstremt velresearchet og detaljeret, at du virkelig føler dig til stede i handlingen.
”Gæsten” (The Visitor) er klassisk Reacher. Vores mutte helt overværer et forsøg på afpresning af ejeren af hans italienske yndlingsrestaurant, får fat i gerningsmændene, et par brutale gangstere med baseballbats, som han legende let banker til lirekassemænd – men fanges beklageligvis på overvågning af FBI; selv i Det Store Rådne Æble må man ikke uddele bøllebank efter forgodtbefindende.
FBI har nu en klemme på Reacher, og den bruger de til at trække ham ind i en ubehagelig efterforskning af en række ækle kvindemord. Kvinderne har dét til fælles, at de har været i militæret, har anmeldt deres foresatte for sexchikane og er endt deres dage splitternøgne i et badekar dækket af litervis af grøn camouflagemaling. Hvordan de er omkommet, kan selv de dygtigste retsmedicinere ikke regne ud.
Reacher kostes rundt i manegen af to kvindelige FBI-agenter, den ene grim som en rotte, den anden fræk som en drengedrøm, men bevarer hjernen kold og tungen i lige munden. Morderen er mere intelligent og koldblodig, end det næsten er menneskeligt muligt, og både Reacher og FBI er tæt på at måtte kaste håndklædet i ringen. Men så…
”Gæsten” er vildt spændende, totalt urealistisk, umulig at lægge fra sig, og så er den det mest eklatante eksempel på FBI-bashing, jeg endnu har set. Mage til arrogante, kyniske, magtfuldkomne, inkompetente narrøve skal man lede længe efter. Er de virkelig så slemme?
