Frivers fra Howitzvej af Nikolaj Zeuthen
48
2012
978-87-638-1773-8
Jeg ved ikke, om Frivers fra Howitzvej er en digtsamling, eller i virkeligheden ét langt digt. Layoutmæssigt er der ganske vist nogle stop undervejs og også noget, der kunne ligne en overskrift midtvejs, men indholdsmæssigt flytter Nikolaj Zeuthen sig ikke langt.
Og dog. For selvom vi hele tiden er på Howitzvej er vi omkring mange forskellige emner, skønt vii primært kredser om individdet kontra fællesskabet, det private overfor det offentlige. Virkeligheden overfor kunsten.
Den stakkels hovedperson er forælder til ét eller flere børn. Virkeligheden har taget livtag på ham og det er ikke altid succesfuldt. Fornemmelsen af, at han føler sig som en hund i et spil kegler er tit tilstede, som her:
“helt fascistisk / bliver man / når man cykler / når man kigger ned på sine muskler / når man tænker på tennis // solen er farlig / den fylder os med kraft // trofast hund / hysterisk selvmorder / kærlighedesflimmer / tung industri”
Det er svært at være far, borger, kæreste og samtidig kunstner, for når kunsten blot tilsidesættes en enkelt dag sker der grimme ting:
“poesien har store ører / det er en albinokanin / der skal have sine blade / hver eneste fucking dag / og åbenbart kan jeg også / blive en sarvigsatan / når jeg efter en enkelt / dags glemsel / kommer ind i buret / og ser kræet ligge der / næsten livløs / og så gudhjælpemig / skal forstyrres af en unge / der vil spille sorteper / midt i mit ærefulde / kunstige / åndedræt”
Frivers fra Howitzvej er for mig en enten eller bog. Første gang jeg fandt den sagde den mig absolut ingenting. Hold da kæft hvor en gang munddiarré. Anden gang var det helt anderledes. Jeg forstod Nikolaj Zeuthens skel mellem det offentlige og det private. Hans irritation over at nogle tager det private ud i det offentlige. Jo vist, det er i høj grad det digteren Zeuthen gør, men her har jeg selv bedt om det, jeg kan lukke bogen, men jeg kan som individ ikke undgå det offentlige rum. Og så har jeg et ansvar, for hvad der sker i det rum. Det skal jeg være mig bevidst. Jeg kan også spejle mig i hans frustration over det at balancere mellem egne behov og fællesskabets (familiens) behov.
Selvom Frivers fra Howitzvej er fyldt med frustration, irritation, neglicering af enten individdet eller fællesskabet. Selvom hver dag er stort set lige så grå som forsidebilledet, så er det ikke trist læsning. Det er et grundvilkår for de fleste, ja. Men ét man må få det bedste ud af.
