Fra vinterarkiverne af Merethe Lindstrøm

Merethe er flyttet på landet med sin samlever, deres børn og hunde. Samleveren Mats tegner og vandrer omkring i naturen, når han ikke forsvinder helt ind i sig selv. I strejftog tilbage i tiden løftes sløret for parrets opvækst, som for begges vedkommende er præget af psykisk sygdom, misbrug og manglende omsorg i barndommen.
Ubønhørligt realistisk hverdagslys er tilstede på hver en side af bogen. Det gælder monotonien og fraværet af liv i de perioder, hvor Mats er ramt af depressionen fra sin bipolare lidelse. Han er nok fysisk tilstede, men svundet ind til en svag skygge, der næsten kun virker til at eksistere i lyset af Merethes intense opmærksomhed, der lægger sig som en hud omkring ham.
”Du sover ikke, du går rundt til du ikke kan mere, så lægger du din krop fra dig et sted i huset, i arbejdsværelset, her i sengen, ligger et øjeblik.” (s. 115)
Det er næsten pinefuldt intenst at læse om alle de tegn og spor, som kvinden aflæser i sin elskede – og som hun samtidig lader sig aflejre og genspejle i landskaberne omkring deres sted på landet. Det er eminent flot gjort, en kunstnerisk tætvævet oplevelse, fuld af poetiske spor. Men fraværet af en større ydre handling gør det hårdt at have næsen nede i sindets smerte, og fornemmelsen af vores korte skrøbelige livsforløb, hvor institutionerne hele tiden står ved sidelinjen, parat til at samle det skrantende liv op, står uhyggeligt skarpt. Lidt mere handling havde kunnet føre læseren hurtigere væk fra angsten ved tomrum og galskab, men det har ikke været forfatterens hensigt, og det er på en måde et meget stærkt valg.
Merethes kærlighed til Mats holder til utrolig meget. Derfor er øjeblikke med latter og tilstedeværelse mellem dem så meget dybere og stærkere, når depressionen letter – på samme måde som foråret opleves, når is og frost slipper sit tag i jord og vand, og alting begynder at strømme igen.

Lån bogen på bibliotek.dk