280
2008
978-87-7973-188-2
Kolymskie rasskazy ; tom 1
Levende og indsigtsfulde fortællinger om slavearbejdernes kamp for overlevelse i lejrene ved Kolyma-floden i Sibirien.
Bogens opbygning i 33 korte fortællinger betyder, at der ikke findes et plot og en sammenhængende handling, men blot en række noveller om situationer og iagttagelser. Ofte er emnet dog det samme – til døden træthed og apati, og systemets maskinelle nådesløshed. Det lykkes Sjalamov at bringe læseren helt ind mellem systemets malende tandhjul, ind i de underkuedes verden.
Hakkeordenen og de umenneskelige vilkår i lejrene betød, at særligt de politiske fanger, ‘folkefjenderne’, blev bragt til dødens rand. Trådt på af både systemet og de almindelige kriminelle fanger kunne de politiske fanger lige akkurat skrabe kræfter nok sammen til at overleve den frygtelige kulde – hvor man vidste at det var under 50 minus-gr. når spytklatten frøs til is inden den nåede jorden – og den uhyrlige og i længden dræbende arbejdsbyrde.
Sjalamov får læseren til at forstå hvorfor der knap fandtes overskud til medmenneskelighed blandt fangerne. ‘Ondskab’ kunne man fristes til at kalde tyveri af livsnødvendigt tøj eller mad fra medfanger. Men alles kamp mod alle for livet domineres af det fra urtiden nedarvede og dybtliggende menneskelige overlevelsesinstinkt. Ikke bevidsthed eller egen vilje. Ondskaben lå i systemet, oprettet af Lenin, og intensiveret af Stalin fra 1929.
Med en kold rislen ned af ryggen forstår læseren også hvilken kolossal betydning en skefuld varm suppe, et par tørre sokker, eller en enkelt dags let arbejdstjans kunne betyde for et menneskes fysiske og psykiske modstandskraft. Marginalerne skilte livet fra døden. Lejrene blev ventesale til Det Hinsides, fyldt med apatiske, døende – i bedste fald invaliderede – mennesker.
Livet i lejrene var stillestående, og desværre er de enkeltstående fortællinger om fængselshelvedet samlet set også uden megen fremdrift. Fortællingernes stærke side er de til tider lyriske naturbeskrivelser, af eksempelvis det overlevelsesdygtige træ – den russiske krybefyr – og den malende beskrivelse af fangernes smertelige og sugende behov for et cigaretskod, et stykke frisk brød, eller et venligt ord.
Som sådan et vægtigt vidnesbyrd om Stalintidens forbrydelser.
“Ja, en fanges liv er en ubrudt kæde af fornedrelser fra det øjeblik, hvor han slår øjnene op til den velgørende søvn. Ja, sådan er det, man vænner sig til alt. Også dér er der gode dage og dårlige dage, skiftevis håbløse dage og dage med håb. Et menneske overlever ikke, fordi det tror på noget, eller håber på noget. Livsinstinktet beskytter det, ligesom det beskytter ethvert dyr. Ja, og ethvert træ og enhver sten vil kunne sige det samme”.