412
2010
978-87-413-0079-5
My Best Friends Girl
Kamryn er karrierekvinde, bor i Leeds og har isoleret sig socialt fra enhver der kunne påvirke hende eller guderne forbyde interessere sig for hende på et højere niveau end fredagsdrinks. På hendes 32. fødselsdag får hun blandt fødselsdagshilsnerne et brev fra hendes tidligere bedste veninde Adele og selvom Kamryn gerne havde gemt sig i et hul i jorden resten af livet, tager hun alligevel ud til hospitalet hvor Adele ligger døende for at se hendes, tidligere så livlige, bedste veninde igen.
Det er her Adele fortæller hende at hun er ved at dø af leukæmi, og at hun har brug for at Kamryn tager hendes datter Tegan til sig. Kamryn som aldrig havde tænkt sig at få børn, må lige pludseligt se sit liv blive omprioriteret og tage fat i den smertefulde fortid der følger med Adele og Tegan.
Når man første gang kigger på “For evigt og altid” er den tilsyneladende en af de der bøger i chicklit genren, der ikke har den store substans, men er underholdende de par timer den varer og let at glemme bagefter. ”ALT for Damerne” har på forsiden af min udgave endda skrevet “Hjertevarm chicklit” og bagsideteksten lyder heller ikke anderledes, men den her bog er ikke chicklit som jeg normalt kender den. Jeg købte bogen som pocketbog, fordi jeg har læst en af Koomsons andre bøger og ved at hun er af en hel speciel støbning.
Koomson har skrevet en fortælling om svigt, traumer og hvordan man overlever når det hele ramler sammen om ørene på dig. Hun er exceptionel god til at bygge en karakter op og lade os se alle dens nuancer, og sådan har hun levendegjort fortællingen for mig. Jeg sad med tårer i øjnene det meste af tiden og slugte bogen på et par timer til min mands store overraskelse eftersom jeg læser meget lidt for tiden.
Hvis du, som jeg, er fyldt med empati for mennesker der har haft det hårdt men også kæmper for at overleve, vil denne bog være lige noget for dig. Hvis du leder efter noget nemt – så gå videre.
Jeg kan bedst sammenligne bogen med Marian Keyes “En charmerende mand” som på samme måde tog fusen på alle af os som forventede chicklit uden kant.