Eventyr af Hermann Hesse

Denne lille samling med otte af Hermann Hesses eventyr fylder ikke meget i format, men udfolder eventyrgenren i en sådan grad, der gør det til en meget stor bog.

Hesse er mest kendt for at skrive romaner – romaner, der dykker langt ind i mennesket, allegorisk beskriver underverdener og som med sproglig perfektionisme leder os igennem fiktive personers skæbner og derigennem formår at fylde læseren med berigende livsvisdom.
Denne form overfører Hesse til sine eventyr og det gør dem til nogle ret spændende nogle af slagsen.

Det er tydeligt, at Hesse har været inspireret af forskellige kulturer og filosofiske retninger under produktionen af eventyrene og det er derfor også nogle ret forskellige eventyr. Nogle byder på fin fjernøstlig visdom, andre rummer en kritik af menneskets trang til at føre krige, mens andre på bedste freudianske vis tager os med i menneskets underbevidsthed, hvor sorte bølger slår mod det forliste sind og virkelighed smelter sammen med drøm. Fra det fjerne østen finder vi blandt andet eventyret ”Digteren” om en kinesisk digter, der er ung og står for at skulle giftes med en smuk og dejlig kvinde. En aften sidder han ved floden og bliver overvældet af al skønheden omkring ham. Han indser der, at han på trods af sit roste talent endnu ikke er så dygtig en digter, at han ville kunne beskrive alt dette. Den unge digter opdager en ældre mand stående ved et af flodbreddens træer og det kan nu ikke være anderledes, end at den unge digter må forlade sit ellers så prægtige liv for at følge denne mester. Langt væk fra sit almindelige liv, kommer den unge digter mere og mere tæt på at blive en mesterlig digter. Tiden synes at gå i stå, og selv om den unge digter forlader sin mester, vender han alligevel tilbage. Svaret på om den unge digter tilegner sig digterkunsten til fulde ligger i skønheden i dette eventyrs flod.

Fælles for eventyrene er, at sproget jævnligt overrasker i sin præcision. Hesse beskriver simpelthen blomsterne, himlen, havet, kærligheden og skønhed så rammende, at man næsten glemmer at trække vejret. Det er det, Hesse kan, og jeg holder aldrig op med at forundres over, at det er menneskeligt muligt. Dette er særligt at finde i et par af eventyrene – bl.a. eventyret ”Iris”. Eventyret handler om en ung mand, der elsker sin familiehave og særligt iris-blomsten. Som han vokser op, bliver havens skønhed ham dog mere og mere fjern. Den nu voksne mand fokuserer på sit liv som populær og respekteret professor, men kan inderst inde mærke, at han føler sig ulykkelig og fjern fra sig selv. Alt dette ændrer sig, da han møder kvinden Iris, som han straks kaster sin kærlighed på. Iris elsker også ham, men vil ikke knytte sig til ham, før han har fundet sit indre igen. Selv om hovedpersons jagt på noget indre synes at være en succes, går alt bestemt ikke som forventet og da Iris bliver syg og dør, kunne alt håb synes at være ude. Dog giver hun et tegn, der endelig leder den voksne mand frem til den glæde, der gjorde hans barndom magisk.

Min eneste anke mod disse skønne eventyr (selv om det næsten føles syndigt at kritisere Hesses sprog) er, at eventyrformen rummer en vis naivitet og enkelthed, som ikke bidrager positivt til forfatterstilen. Hesse, mener jeg, gør sig nu engang bedst i de komplicerede romaner, der for en stund vender op og ned på livet.

Lån bogen på biblioteket