Et landskab er aldrig tåbeligt af Bergsveinn Birgisson

Oppe på skulderen af den afdøde mester Halldor Laxness, står Bergsveinn Birgisson og betragter landskabet. Både fjeldene og havet, men også de landskaber der ligger inde i hovedet på de figurer der befolker hans langt fra tåbelige debut. Fortælleren er en ung knøs, Halldor, der er flygtet fra Reykjavik for at leve blandt de gamle fiskere i nordvestfjordene. Bogen er hans dagbogsnotater og de melder altid om dagens vejr, der besejler fiskernes skæbne for dagen, for er det for blæsende er det for farligt at gå på havet. I starten er Halldor udelukkende observerende, selv er han næsten usynlig, det er omgivelserne og ham betragtninger omkring dem han nedfælder. Der går ret lang tid før Halldor giver efter for ydre påvirkninger og konfronterer sine traumer. De første skridt tager han ved at indrykke en jobannonce efter en stuepige. Den første der tropper op forelsker han sig hovedkuls i, men det er en problematisk forelskelse som ender i både sprut og slagsmål. Ædru igen starter refleksionerne, der dog på genial og meget humoristisk vis fokuseres på noget mindre farligt, noget der ligger udenfor Halldor selv: hunsælers kønsliv. Halldor ser hunsælen som et af naturens tavse voldtægtsofre. Det dagbogsnotat fra den naive og nærmest kedelige Halldor, er ustyrlig morsomt.

Heldigvis er Halldor ikke alene med sine tanker, de gamle fiskere, Halldors ældre slægtninge og den apatiske, nærmest ateistiske præst forsøger at holde ham på ret køl. Her skal præsten fremhæves, han er et stykke for sig, med en latter der lyder som ‘en blæsebælg der fyldes med luft’. Birgissons beskrivelser er helt udkoksede og tørt observerende. En embedsmand fra fiskedirektoratet ‘var tyndhåret og havde stikkende øjne, bar briller og præsterede at tale direkte fra kraniet og ud gennem næsen’.

De største livssandheder får Halldor af den lamme Jonmund, der ligger på første sal i hytten på Hneitistad. Fra Jonmund lærer Halldor, at et landskab aldrig er tåbeligt, mennesker er tåbelige når de tror at de klippeknolde der udgør deres personlighed er fejlbehæftede. De ser galt. Det er sådan omtrent budskabet Birgisson formidler via bymennesket Halldors oplevelser som fisker i vestfjordene. Forfatteren maner til ro, og dermed kan historien ses som en kommentar den islandske mands identitetskrise udstillet via kontrasten mellem land- og moderne byliv.

Lån bogen på biblioteket