Et andet land af Nadine Gordimer

Bogens første del udspilles i Johannesburg, Sydafrika. Da Julie møder Abdu, illegal, sort indvandrer, som bor i baglokalet til det bilværksted, hvor han arbejder – bliver hun forelsket. Vennerne ved stambordet gør plads til Julies “orientalske prins”, og inden længe er Abdu flyttet ind hos Julie.

Julies forældre er velhavende, men Julie tager afstand fra deres måde at leve på. Da Abdu gerne vil møde hendes forældre, er hun ikke begejstret for forslaget:

“Hun skammer sig over sine forældre; han tror at hun skammer sig over ham. Ingen af dem ved nogen af delene om den anden”.

Abdu bliver udvist af landet – Julie prøver fortvivlet at hjælpe, men ønsker ikke at involvere sin far. Abdu har svært ved at forstå, at hun ikke kan bede sin far om hjælp. Han kommer fra en lille landsby, hvor det er helt naturligt, at familiemedlemmer hjælper hinanden.

Udvisningen er en realitet – og Julie beslutter at følge med Abdu til hans landsby, som Abdu har beskrevet således for hende:

“Hans landsby er som hundreder andre, små værksteder hvor folk producerer ting, laver mad, politistation, skole. Husene: små. En moske, lille. Der er meget tørt – støv, støvet. Sand.”
Her oplever Julie familiesammenholdet, og føler måske for første gang i sit liv, at hendes indsats, hendes arbejde i landsbyen med at undervise i engelsk betyder noget, er værdsat: “… det er første gang hendes dyre uddannelse er blevet brugt til noget fornuftigt”. Hun drages af ørkenen, stilheden, uendeligheden.

Abdu tænker kun på hurtigst muligt at få dem væk derfra, han vil til Australien, Canada, Amerika – bare væk til “Et land med muligheder, alle slags”. Håbet om et bedre liv.

Det er en fin beskrivelse af to menneskers vidt forskellige baggrund og holdninger til tilværelsen. Forskellige drømme og værdier – for Abdu handler drømmen om at komme til vesten, blive rig og redde moren fra fattigdommen i landsbyen. Julie, der stort set har kappet forbindelsen til sine egne forældre, finder en glæde og tilfredshed ved livet i landsbyen, hvor hun efterhånden accepteres og værdsættes af hans familie. Jeg fandt første del af bogen – beskrivelsen af det overfladiske cafeliv i “hendes land” lidt langtrukken, men blev grebet af fortællingen, da de flyttede til “hans land” – og forstod samtidig, hvorfor den første del af bogen var nødvendig som kontrast til tilværelsen i landsbyen.

Det er også en bog om kærlighed – Julies kærlighed til denne sorte mand med det smukke smil – en næsten ordløs kærlighed, for de taler ikke meget sammen og forstår egentlig ikke hinandens drømme. Og om, hvordan hans hudfarve og baggrund forhindrer Abdu i at leve sit liv, som han har lyst, mens alle døre står åbne for Julie. “Sådan er det bare”.

Lån bogen på bibliotek.dk