0 kommentarer

Englebjerget af Thomas Kanger

af d. 12. januar 2009
Info
 
Sideantal

200

Udgivet

2008

ISBN

978-87-567-8725-3

Originaltitel

Gränslandet

 

Elina Wiik er blevet frataget sit spændende job i drabsgruppen og må finde sig i at arbejde med mere rutinemæssige sager. Hun er gået helt i stå – “at sidde på politigården hver dag var som at blive i et dødt ægteskab”- og en dag tager hun en beslutning: hun pakker bilen og kører sydpå, til Italien, på orlov/ferie fra jobbet på ubestemt tid. I Italien slår hun sig ned i en lille landsby, hvor hun finder ro til at koble helt fra – og håber at nå til en erkendelse af, hvad hun vil stille op med sit liv.

I Italien møder hun Alex Niro – de forelsker sig og tilbringer 4 intense uger sammen. Da Alex findes myrdet af knivstik, bliver Elina afhørt som mistænkt – men bliver snart efter hvirvlet ind i opklaringen af mordet. Hvem var Alex Niro – det viser sig nemlig, at der ikke findes en person med det navn! Forsøget på at finde ud af, hvem Alex var, bringer Elina til Kroatien, hvor hun drages ind i begivenheder, der går tilbage til krigen mellem bosniere og serbere. Det er ikke ufarligt at rode op i de gamle sager – især når man ikke ved hvem man kan stole på. For også indenfor politiet er der folk, der har en interesse i at skjule, hvad der skete.

Elina er en kompliceret person. Tillukket og depressiv ind i mellem, men samtidig energisk, stædig, modig og dumdristig når hun er midt i en sag. Og denne sag er speciel, da hun ikke kun arbejder med sagen som politiefterforsker, men især som privatperson.

Bogen har meget action, der sker flere mord undervejs i kølvandet på Elina. En stor del af handlingen foregår i Kroatien, og man får derved samtidig lidt historie, da krigen mellem bosniske og serbiske befolkningsgrupper og de store folkedrab, der foregik i 1990’erne, spiller en stor betydning for bogens handling. En spændende bog, dog med mange personer at holde styr på. Bogen slutter lidt “mystisk”.

Der lægges op til, at der kommer flere bøger med Elina Wiik som hovedperson – det vil jeg se frem til.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter