Engang kendte vi hinanden af Paige Toon

Leah er det eneste biologiske barn af to forældre, der har gjort det til deres mission at give et godt hjem til så mange unge mennesker som muligt. Børn, der har en voldsom bagage og som for manges vedkommende har været adskillige steder, inden de er havnet ved Carrie og Ivan.

Leah er som ung splittet mellem at kunne se det vigtige og rigtige i forældrenes kald og følelsen af, at der ikke er så meget plads og tid til hende, som hun har brug for. Hun er derfor ikke sen til at flygte til London. Her får hun skabt sig et liv, bliver gift med Theo og sammen får de datteren Emilie.

Nogle år senere vender de tre tilbage til Yorkshire for at fejre jul sammen med Leahs forældre. Denne ferie bliver skelsættende for dem.

Senere endnu vender Leah og Emilie tilbage i forbindelse med Ivans begravelse. Leah møder uventet sin første forelskelse George, endnu et plejebarn. Leah, Theo og George var et fasttømret trekløver i en lang periode og gamle følelser spirer i både Leah og George. Spørgsmålet er naturligvis, om det er noget de to skal handle på, samt hvilke konsekvenser det vil have for Leahs datter Emilie.

På trods af tunge problematikker som parforhold, udsatte børn, svigt og tab er Engang kendte vi hinanden en overordentlig positiv bog. Carrie og Ivan har ganske vist travlt på grund af de mange børn i hjemmet, men for dem er arbejdet et kaldt og Paige Toons beskrivelser af dem tegner et billede af et par mennesker med gigantiske hjerter. Selvom vi hører om Leahs frustrationer og følelsen af at være overset er der selv i hende ingen tvivl om at hun er et elsket barn, som også bliver prioriteret af Carrie og Ivan, trods det at hendes behov for kærlighed måske ikke er på linje med de udsatte unge menneskers.

Som læser får jeg et billede at et lille landsbysamfund, hvor familien skaber rum til dyr og mennesker, lever i tæt kontakt med naturen og hvor der trods alt er mennesker i nærmiljøet, der bevidst søger at indlemme de unge mennesker i nærmiljøet.

Paige Toon forsøger at lade være med at sætte lighedstegn mellem bestemte sociale klasser og svigt og ensomhed, det er endnu et positivt træk ved bogen.

Alt i alt er Engang kendte vi hinanden en roman, der trods tunge emner har fundet en form, et miljø og nogle karakterer der gør, at den ikke efterlader læseren sønderskudt, men snarere med et lille smil på læben og tanken om, at hvis alle blot gør det de kan, så står det måske ikke så galt til endda. Engang kendte vi hinanden er måske ikke kanon litteratur, men er bestemt alligevel anbefalelsesværdig læsning.

Lån bogen på biblioteket