Nobelprisen
0 kommentarer

En dag i Ivan Denisovitjs liv af Aleksandr Solsjenitsyn

af d. 19. september 2006
Info
 
Sideantal

154

Udgivet

2003

ISBN

87-00-37921-2

Originaltitel

Odin den' Ivana Denisovitja

 

Ivan Denisovitj er en forbryder. Eftersom han under krigen – 2. verdenskrig – er undsluppet fangenskab fra tyskerne, kan det kun betyde én ting: Han er tysk spion. Det betyder 10 år, eller 3653 dage, i en sibirisk fangelejr. Bogen skildrer en af de dage, fra morgen til aften.

Solsjenitsyns debutroman er en iskold rejse gennem den sibiriske tundra, og dens nådesløse virkning på en gruppe fanger, hvis forbrydelse afspejler stalinismens overdrevne angst for anderledestænkende, og dens hårde diskriminering af et i forvejen undertrykt og udpint folk. I lejeren finder man alle slags skæbner. Men disse fanger har én ting til fælles, de ved hvad de døde ved: at det er bedre at være i live.

Under forhold som lange arbejdstider, sparsommelig – opkastfremkaldende – kost og de inhumane vejrforhold, retter mennesket automatisk blikket mod sig selv og sin oprindelige natur. I al elendigheden finder dette overlevelsesvæsen sin tilpasningsevne frem. Man sidder som læser i dyb beundring over den kreativitet og opfindsomhed, de tvinger frem i sig selv. Apati er ikke en udvej, disse sjæle er lavet af stål.

Vi er med når Ivan Denisovitj kl. 5 står op til en almindelig dag, hvor man i øvrigt håber at der er 40 graders frost eller under, da fangerne så vil få fri. Desværre står termometret kun på 27. Hvordan han kommer for sent til sin morgenmad, så suppen ender kold – til gengæld lusker han sig til en ekstra portion frokost. Om hvordan han næsten føler sig som en værdifuld arbejder, et menneske, da hans kompetence som gammel murer skal bruges. Han skal huske at holde sig gode venner med formanden, da denne forstår at forhandle og fedte for de overordnede. At nasse lidt på sine kammerater, når de får pakker fra deres familier. Men konstant ligger latent tanken om overlevelse eller udslettelse i hans baghoved.

Det er både uforståeligt og utroligt at disse fanger kan omklamre et sådan liv, til tider fantastisk. Men det beviser bare bogens vedvarende betydning, og dens værdi som semidokumentarisk beretning.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter