450
15. marts 2016
978-87-7677-486-8
Cemetery lake. Oversat af Rasmus Klitgaard Hansen
1. udgave. Hæftet med flapper.
Det der egentlig blot skulle være en rutineopgravning af et formodet mordoffer, viser sig at være mere omfattende end som så. Mens privatdetektiv Theodore Tate står i regnen og holder opsyn med opgravningen, dukker et lig op fra kirkegårdens sø tæt på, og så endnu et og et til…
Da liget i kisten samtidig viser sig at være et andet end forventet, tager sagen en uventet og dyster drejning.
Tate, som selv kæmper en kamp mod sine egne dæmoner og for at få sit privatliv på ret køl, ved at han egentlig burde overlade sagen til politiet, men stik imod al fornuft, tager han sagen i egen hånd.
Som Forlaget selv skriver, er det normalt ikke bestialske mord, regnvejr og dystert mørke, som man først tænker på, når man tænker på New Zealand. Men ifølge Paul Cleave rummer New Zealand også en anden og langt mere mørk, farlig og barsk side, end den som turisterne ofte stifter bekendtskab med.
Hovedpersonen, Thedore Tate, portrætteres hudløst ærligt. Alle hans forbrydelser og mindre gode sider kommer for dagens lys. Selv om Tate både er usympatisk og ikke altid holder sig på den rigtige side af loven, så kan man ikke andet end elske ham. Under læsningen tog jeg flere gange mig selv i at holde med ham og håbe, at han slap godt fra alle sine dumheder og ulovligheder. Jeg håbede, at Tate ville finde fred med sin barske fortid, hvor hans syvårige datter blev dræbt i en ulykke, og hvor også hans kone blev svært hjerneskadet. At han ville få håb for fremtiden og genfinde meningen med livet. Men desværre bliver tilværelsen ikke lettere for Tate undervejs i bogen, og der synes ikke at være meget lys forude for hans vedkommende.
Dybet er en hårdkogt krimi og vil måske være lige barsk nok for mange. Men er du til en hårdkogt og barsk krimi med fiktive monstre som færdes i en dyster underverden, så er den bestemt værd at læse. Det er også spændende, til en forandring, at læse en krimi fra så fjern en del af verden som New Zealand. Det er bestemt ikke hverdagskost, at en New Zealandsk forfatter finder vej til de europæiske, endsige de danske bogreoler.
#1 bind af Chirstchurch Noir-serien