Dødens håndlangere af Peter James

I Brighton, England, sker et af den slags hændelige uheld, der normalt aldrig vil finde vej til avisernes forsider, uanset hvor det tragisk det er. En kæk, amerikansk studerende cykler i den forkerte side af vejen. En ung mor når lige at undvige i sin BMW, men knægten bliver i stedet ramt af varevognen bagved, der skubber ham over under en modkørende lastvogn. Et hændeligt uheld, som sagt. Sagen forplumres dog af den besynderlige omstændighed, at den unge mor har alkohol i blodet, føreren af varevognen er på flugt, og lastvognschaufføren har overtrådt køre/hviletidsbestemmelserne. Hvem skal man give skylden?

I The Hamptons, USA, går den unge mands mor amok, da hun hører om ulykken. Og hun er ikke just nogen fru hvemsomhelst. Fernanda er datter af Sal Giordino, New Yorks svar på Godfather. Selv har hun et modbydeligt temperament, penge i overflod og kontakter til en sadistisk lejemorder, der gerne påtager sig alskens beskidt arbejde. Hverken Fernanda eller lejemorderen ved, hvem den skyldige er, men hvem bekymrer sig om den slags detaljer?

I München, Tyskland, læser en kvinde i avisen, at hun er erklæret død. Hun bliver rasende, for det er hun aldeles ikke. Hvem gør sig dog den ulejlighed at indrykke hendes dødsannonce i en tilfældig, tysk avis?

Tilbage i Brighton ryger kriminalkommissær Roy Grace på sagen om det hændelige uheld, og han får hurtigt hænderne fulde. Vidner forsvinder sporløst, alt imens hans dejlige kæreste Cleo får svære problemer under sin graviditet. Hurtigt går det op for Grace, at tiden er imod ham. Hvis han ikke snart får hul på mysteriet, vil flere miste livet. Måske endda han selv.

Lige som i Peter James’ sidste Roy Grace-krimi, “Med døden i hælene”, er slutningen henlagt til et af Brightons mere uhyggelige steder. Lige som sidst er dramaet her fuldkommen nervepirrende. Og lige som sidst optræder der pudsigt nok en taxachauffør med en sær hang til toiletter og dyre damesko.

“Dødens håndlangere” er en udmærket standardkrimi, der underholder fint hele vejen. Til min smag baseres for stor en del af efterforskningen på de mange overvågningskameraer, som England er begavet med. For megen teknik, for lidt klassisk politiarbejde. Der optræder også for mange navngivne personer med for meget privatliv, men igen – det er en smagssag. Bogen har modtaget den engelske publikumspris, ”People’s Bestseller Dagger Award”, så de forvænte britiske læsere er åbenbart glade og tilfredse.

Pia Trøst Nissen yder et sobert stykke oversætterarbejde. Jeg er dog stadig i tvivl om begrebet ‘forhøringshold’. Og er ‘reservebetjente’ mon så almindelige igen?

Lån bogen på bibliotek.dk