Dødens cirkel af Chris Tvedt

“… nu puster han Staalesen, Nesbø og de andre favoritter i nakken,” jublede Bergens Tidende i 2011, da Chris Tvedts “Dødens cirkel” modtog Rivertonprisen” som Norges bedste krimi.

Sandt er det, at Tvedt er en ferm plotmager og “Dødens cirkel” en glimrende krimi. Staalesen vil formentlig altid være en bedre menneskeskildrer – og Nesbø en langt mere bidsk spændingskonstruktør – men vores norske broderfolk har beriget verden med endnu en mandlig krimiforfatter, som vi trygt kan overlade et par aftener af vores tilmålte tid her på jorden.

Stjerneadvokaten Mikael Brenne er i færd med forsvaret af serieforbryderen Grækeren, da han pludselig selv kommer under anklage for at fuske med beviserne og true et vigtigt vidne. Som ved et trylleslag rives tæppet væk under den succesforvænte advokat, på få uger ligger hans liv i ruiner. Mørke kræfter har rottet sig sammen mod ham.

For at komme på fode igen påtager han sig at genoptage en 25 år gammel drabssag, hvor en ung særling blev dømt for at have myrdet to jævnaldrende piger. Mordene fandt sted på Vestøy, et lille øsamfund, der har lukket sig om sig selv og sine hemmeligheder. Brenne tager til øen, men mærker snart på sin egen krop, at fremmede absolut ikke er velkomne.

Imens truer sagen mod Brenne selv med at eksplodere i ansigtet på ham. Det føles, som om han allerede er dømt på forhånd; som om alle, både venner og fjender, bare venter på, at han skal give fortabt:

“Australske livreddere kalder det for ‘dødens cirkel’, når folk stimler måbende sammen i en rundkreds om en livløs krop i sandet…”

Det bliver en kamp på mange fronter for den stadigt mere groggy Brenne, men han nægter at give fortabt. Selv da han mod slutningen er ved at blive slået ihjel af det sidste menneske, man ville tiltro denne udåd.

Som sagt er “Dødens cirkel” en krimi med mange dyder. Det er solidt håndværk med masser af spænding og overraskelser undervejs. Tvedt aner måske selv svaghederne i konstruktionen; i hvert fald lyder en af replikkerne således:

“Det er godt,” sagde han … “Et typisk Mikael Brenne-job. En klassisk blanding af held, tilfældigheder og udholdenhed.”

Lån bogen på bibliotek.dk