Dobbeltgængeren af Fjodor Dostojevskij
191
1996
87-00-24594-1
Dvojnik
I Dostojevskijs anden roman fra 1846 beskrives med sylespids skarphed embedsmandens Goljádkins gryende forståelse af sin egen sygdom.
Fortællerstemmen, som lægger sig tæt op af Goljádkins egen synsvinkel, beskriver indledningsvist hans person som skiftevis beslutsom og tvivlrådig. Men gradvist gennem historien blotlægges hans persons dobbelttydighed, bl.a. ved herrens indre dialoger med sig selv. Og til sin store skræk og rædsel begynder han også med jævne mellemrum at opleve en person meget lig sig selv optræde samme steder som han selv; dobbeltgængeren!
Gennem beskrivelsen af Goljádkins forhold til sin vrangvillige tjener, sine venlige, men lettere afstandstagende kolleger på kontoret, og latterliggørelsen ved det bal hvor hans hjertes kær er vært, afdækkes hans egen tågede fornemmelse af omgivelsernes reaktion på hans adfærd. Og derigennem den sindssyges egen gryende opfattelse af, at noget er helt galt.
Et stærkt træk, men også selve beskrivelserne af hans adfærd er så levende, at læseren berøres når hans ekstreme selvbevidsthed lammer ham, hans pinlige optrædener giver ham røde kinder, og når han føler balgæsternes blikke stikke som nåle. Hans skiftende sindsstemninger, som veksler mellem stor vrede og dyb sorg, og den paranoide opfattelse af, at ‘den anden’ er ude på at overtage hans liv, beskrives med så stor skrøbelighed og følelse, at jeg – med stor fryd – gøs ved læseoplevelsen.
En ganske vellykket novelle, både mht. let og flydende sprog, godt skred i handlingen, og den meget intense og levende beskrivelse af det uhyggelige, men dragende fænomen; sindssyge. ”Dobbeltgængeren” regnes ikke for ingenting som et hans bedste, tidligere værker, men alligevel bragte novellen Dostojevskij i unåde da samtidens kritikere fandt det upassende at beskrive et – omend lavt rangeret – medlem af systemet som sindssyg.
