Djævelens ven af Peter Robinson

Peter Robinson er uden tvivl et menneske med høj moral. Han gør sig mange overvejelser omkring godt og ondt, rigtigt og forkert, og man er aldrig i tvivl om hans holdninger, selv når hans hovedpersoner skajer ud og fremviser nogle svage og meget menneskelige karaktertræk.
Og hans forargelse over dem, der gør det virkeligt grimme er så forudsigelig, at jeg næsten bliver kontrær!
Indimellem er Robinson så politisk korrekt, at jeg kommer til at tænke på gamle efterkrigsfilm med James Stewart, som aflægger faneeden eller reciterer uafhængighedserklæringen og så er det, at jeg skal brække mig!

Jeg ville gerne kunne identificere mig med den meget sympatiske og korrekte kommisær Alan Banks; men jeg har svært ved at goutere hans accept af afstumpede medarbejderes stupide handlinger, gjort i sagens tjeneste og “retfærdighedens” navn.

“Djævelens ven” er en traditionel krimi med solidt politiarbejde i lange baner og den slags er Robinson nærmest mester i. Bogen skal vel forestille at være en selvstændig roman om Alan Banks & Co.; men der er så mange referencer til forrige bog, at det blir lidt problematisk, hvis man ikke lige har den present..

Handlingen omfatter to sideløbende opklaringer, som ender med at løbe sammen, lidt forudsigeligt og samtidig lidt utroværdigt, desværre… Og Robinsons forsøg på at skabe “action” får mig til at tænke på Bille August (gaaab!)

Jeg er altså ikke rigtig begejstret for “Djævelens ven”; og det er jeg ked af at måtte sige, for jeg husker hans forrige 5 bøger om Banks som klart bedre og anbefaler gerne at man prøver med hans første: “I en tør tid.”

Iøvrigt kandiderer bogens forside til prisen som årets mest kedelige…

Lån bogen på bibliotek.dk