Dette burde skrives i nutid af Helle Helle

En ung kvinde som vil skrive. Som er indskrevet på et studie men aldrig kommer der. Som er flyttet alene i en bungalow på Sydsjælland og ikke kan sove. Som bruger sin børneopsparing på alt og ingenting. Som går længere og længere ud ad landevejen. Hun har tjent lidt penge på at skrive festsange. Hun tænker tilbage på et forhold til en fyr og indleder andre.

Jeg har af uforklarlige årsager haft en diffus modstand mod Helle Helle, men “Dette Burde Skrives i Nutid” har rådet gevaldigt bod på dette. Jeg stoppede op flere gange i løbet af bogen og tænkte “Dette er godt. Virkelig, virkelig godt!”
Jeg klukgrinede, når der stod “Jeg ringede på hans dør, men der blev ikke åbnet. Jeg smed marcipanbrødet ind ad brevsprækken, det landede på noget, der lød som en avis.” og tog mig til hjertet over følsomheden i “Lidt efter trak Per sin hånd til sig, så jeg gik med hans tomme vante i hånden. Jeg blev lige overrasket, hver gang han gjorde det, jeg blev aldrig klogere.”
Hun kan skrive så lidt, men i dét vise, hvor meget der er på spil.

Jeg nød minimalismen, hun er kendt for. Jeg nød poesien – noget, som jeg ellers ikke tidligere har forbundet med hendes skrivning. Det bliver nærmest Per Pettersonsk med den blanding.

Denne “ingenting-men-alt”-handling, som Helle Helle så overbevisende formår at have i denne bog, gav mig en uventet stor læseoplevelse. I now get the fuzz!

Lån bogen på biblioteket