Det syvende barn af Erik Valeur
693
2011
978-87-03-05080-5
1. udgave
| “Havde spædbørnehjemmet Kongslund – for at stå sig med myndighederne dengang i halvtredserne og tresserne – et hemmeligt virke, der garderede magtfulde mænds sidespring mod opdagelse? Havde hjemmet etableret et skjult alternativ til tidens risikable og ulovlige abortindgreb, hvor uægte børn blev taget fra mødrene straks efter fødslen og sluset ind i et særligt adoptionssystem, der slettede alle spor af de oprindelige forældre?”
Historien om “Det syvende barn” er centreret omkring Kongslund, børnehjemmet i den smukke, hvide villa i den nordsjællandske velhaveridyl, Skodsborg, med udsigt over Øresund. I 1961 anbringes syv spædbørn i det særlige værelse med de blå elefanter, og selv om de kommer fra vidt forskellige forældre, bindes de herefter sammen i et sært skæbnefællesskab. Seks af børnene adopteres planmæssigt af velvillige familier. Det sidste barn, en handikappet pige, bliver tilbage hos den almægtige forstanderinde, Magna. Fyrre år senere findes en ukendt kvinde død ved stranden nær Kongslund. Det eneste, politiet finder på hende, er et billede af børnehjemmet. Endnu seks år senere modtager flere af de syv børn, der i dag sidder i magtfulde positioner rundt omkring i samfundet, et mystisk brev. Brevet indeholder et billede af de syv som spæde, og det stiller modtagerne et gådefuldt spørgsmål: Hvem er John Bjergstrand? Erik Valeurs debutroman er et imponerende monstrum på hele 692 sider. Gennemkomponeret, velskrevet, fyldt af en smittende fortælleglæde, der griber læseren fra første side og fastholder grebet helt ind til den højst overraskende slutning. Undervejs oprulles en række fascinerende skæbner, som i sig selv havde kunnet bære historien, men Valeur er et overmåde generøst menneske, så han krydrer yderligere handlingen med en stribe uforklarlige dødsfald. Ufatteligt, at manden er debutant! At “Det syvende barn” ikke scorer topkarakter skyldes Valeurs hang til det parodiske. Ofte kammer bogen over i den rene folkekomedie, som ikke lader Olsenbanden meget tilbage. Verden er opdelt i lede Kapitalister, hvis menneskeforagt ingen grænser kender; Arbejdere, der er solidariske, som var de trådt direkte ud af Marx’ manifest; glatte Mediefolk, der kynisk manipulerer og åler sig i skandalernes mudder; grumme og brutale Politimænd; samt ikke mindst Børnehjælpsfolk, der er så milde og gode, at Bibelen forekommer at være eventyret om en uartig drengs skarnsstreger. Her tipper den elegante konstruktion ud af balance, men det er trods alt kun krusninger på en ellers spejlblank overflade. Med dette lille forbehold skal “Det syvende barn” varmt anbefales. |
