Den sønderjyske farm af Erling Jepsen

Jeg tror bare vi skal sige, at Erling Jepsen nu har klemt alt det ud af Allan fra Gram, og hans dysfunktionelle familie, der overhovedet kan klemmes ud af den.

“Kunsten at græde i kor”, var et godt og velskrevet indlæg i en tys-tys verden hvor incest ikke er noget man taler om. “Med venlig deltagelse” prøvede, med noget held, at vride historien for endnu mere. “Den sønderjyske farm” er et skrækeksempel på hvor galt det går, når en forfatter kun har ét ekstremt snævert emne at skrive om. Det bliver tomt, fladt og grænsende til det pinlige. For Allans historie kan virkelig ikke klare en bog mere. Én, ja. To, ok. Tre, glem det.

Allan bor i Gram med sine forældre der er indehavere af et lille ismejeri som slet ikke kan løbe rundt, og derfor lever familien af arven fra tante Gisela. Som det i de to foregående bøger efterhånden er blevet slået fast, så bor Allans storesøster, Sanne, ikke længere hjemme. Hun er i familiepleje i Ribe, grundet faderens lidt for fysiske forhold til datteren. Allans far er mildest talt uligevægtig, og hans mor prøver at lade som ingenting og glatte ud. Byen ser ned på faderen, og handler hellere i Brugsen end i hans ismejeri – så kan han lære det. Og Allan avler kaniner. Mange kaniner. Faktisk har han en hel kaninfarm omme ved køkkenhaven, hvor et halvt hundrede dyr fedes op inden de køres på slagteriet. Allan har ansat to fodermestre, 1. fodermester Frode, og 2. fodermester Mette. De plukker grønt til kaninerne, og hjælper til på farmen. Fodermestrene aflønnes med slik fra forældrenes forretning. Samtidig er der nogle stridigheder med børnene fra byen, omkring nogle huler langs en nedlagt jernbanestrækning. Indimellem går bølgerne højt mellem børnene, men først da Allans far sætter sig for at hjælpe sønnen med at tilbageerobre det tabte land, kammer historien over i noget grotesk og lettere tåbeligt.

Indimellem den noget trivielle fortælling om Allans farm, blander forfatteren sig som det voksne menneske han i mellemtiden er blevet. Han bor i København, men er vel stadig Sønderjyde i et eller andet omfang. Han fortæller på et tidspunkt at den sønderjyske kaffepunch (kaffe indtil bunden af koppen ikke længere kan ses, og derefter snaps til den kan ses igen) altid er indenfor rækkevidde når han skriver. Og måske er det derfor det er gået så galt denne gang. Måske skulle han fremover nøjes med kaffen når han skriver.

Lån bogen på bibliotek.dk