Den sidste ven af Tahar Ben Jelloun

Marokko i 1960´erne. Ali og Mamed bliver venner som børn selvom de er meget forskellige. Venskabet er meget stærkt, selv ind i voksenlivet, hvor de i starten har meget kontakt. Mamed bliver læge og flytter efter nogle år til Stockholm med sin kone Ghita. Mamed arbejder som læge i Stockholm mens Ali bliver boende i Tanger sammen med sin kone Soraya.

Kontakten bliver lidt mere sporadisk efter Mameds afrejse til Sverige, men de har stadig kontakt via breve, telefonopkald og Mameds sporadiske besøg i Marokko. Deres respektive koner er jaloux over de to mænds venskab, da de to mænd på det nærmeste sætter venskabet højere end ægteskabet.

Lidt efter lidt bliver kontakten dårligere, og en dag modtager Ali et brev fra Mamed:

“Nogle få, brutale, bidende, definitive sætninger. Jeg læste dem igen og igen. Det var ikke en vittighed, ikke en dårlig spøg. Det var et brev, der skulle tilintetgøre mig. Underskriften var godt nok min ven Mameds. Der var ingen tvivl. Mamed, min sidste ven”.
(fra bogens forord).

“Den sidste ven” fortæller om de begivenheder, der fører op til det brev Mamed sender til Ali. Første del af bogen er Ali`s version af historien, anden del er Mameds udlægning af begivenhederne. I starten er det to meget forskellige udlægninger af virkeligheden, der bliver lagt for dagen, men i slutningen af bogen er der en konklusion, der giver læseren en forklaring på, hvorfor to personer kan have så vidt forskellige udlægninger af virkeligheden.

“Den sidste ven” er en alvorlig og spændende bog, som man har svært ved at lægge fra sig – Tahar Ben Jelloun er god til at beskrive forholdet mellem mennesker. Sproget er mundret og præcist, og på trods af, at der ikke er så meget humor i bogen, må jeg indrømme, at denne bog er lidt af en perle, som jeg kan ikke andet end at anbefale på det varmeste.

Lån bogen på bibliotek.dk