40
2006
87-567-7975-5, 978-87-567-7975-3
Dette er første bog jeg har læst i Politikens Astronautserie, en læs-let-serie med spændende bøger til både drenge og piger i alderen 9-11 år.
William har forelsket sig i den smukke Helena fra klassen, men hun ser ikke til hans side. Helena hører nemlig til hos de populære piger og er en som alle gerne vil snakke med. William derimod er til sin egen store ærgrelse ikke en af de seje drenge og står uden for fællesskabet i klassen. Hidtil har han haft det fint med det og har nydt at være sammen med sin bedste ven, som deler hans interesser. Men pludselig føler han sig helt forkert.
”William kiggede længe ind i ruden. Han kunne godt se, at han ikke var særlig smart. Hans hår var alt for kort til at være cool. De drenge, som alle pigerne talte med, havde langt, sejt hår. De gik heller ikke med almindelige sko, sådan som William gjorde. De havde seje basketball-støvler på og store trøjer, hvor der stod noget på engelsk. Han gik altid i pæne trøjer, sådan nogen med v-hals, der tit bare var brune eller grå.” (side 5-6)
For at få Helenas opmærksomhed beslutter William sig for, at han vil lave sig selv om. Det betyder, at han skal til at gå i noget andet tøj, og han vil droppe det, som han ellers elsker at lave. Normalt elsker William at gå til rollespil og være sammen med sin ven Kasper, men pludselig er han helt ligeglad med sin ven, for det eneste der betyder noget for ham er, at Helena kan lide ham. Williams forsøg på at blive cool er temmelig kiksede og en kende humoristiske, hvilket fører til at klassen griner af ham. Men én der ikke griner af ham er Kasper, som i stedet opmuntrer og støtter ham lige meget hvor dumt han end opfører sig.
Jeg synes bogen tager nogle vigtige emner op, både det at turde være sig selv, men også venskab og venners betydning, og bogens slutning er præcis som den skal være, med en morale i retning af at man ikke skal lave om på sig selv for at opnå noget. For hvem ved, måske når man alligevel målet?
Bogen har en iøjnefaldende og farvestrålende forside, som forestiller William der med et smil på læben betragter sit nye farverige kluns. Teksten er for øvede begynderlæsere hvilket afspejles i bogen ved blandt andet god luft mellem de enkelte afsnit og en passende tekstmængde på hver side. Desuden er handlingen krydret med adskillige farvestrålende illustrationer, hvilket målgruppen med sikkerhed vil værdsætte.
Tag eventuelt et kig på hjemmesiden www.astronautserien.dk, hvor man finder oplysninger om andre bøger i Astronaut-serien og desuden opgaver til bogen. Bogen henvender sig primært til drenge, men i serien er der desuden udkommet titlen ”Prinsesser spiller ikke fodbold”, som henvender sig til pigerne.