Den overflødige kvinde af Rabih Alameddine

Havde jeg kunnet alle klassikere og store forfatteres værker udenad, ville jeg helt sikkert have fået meget mere ud af “Den overflødige kvinde”. Sagen er bare, at det kan jeg ikke, og derfor sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at være gået glip af rigtig meget.

Aaliya Saleh bor alene i sin lejlighed i Beirut omgivet af stakke af bøger. Gudløs, faderløs, barnløs og fraskilt. Hvert år oversætter hun en af sine yndlingsbøger til arabisk og lægger den derefter til side. De 37 bøger, som den 72-årige Aaliya har oversat gennem sit liv, er aldrig blevet læst af nogen.

Bogen indeholder enorme mængder af henvisninger til store forfatteres værker, underforstået at læseren naturligvis er mere eller mindre bekendt med deres indhold og forfatternes liv i almindelighed, og deres mentale tilstand i særdeleshed. Hovedpersonen drager konstant paralleller fra forfatterne til hendes eget liv, og citerer lystigt små uddrag, vers eller udtalelser fra litteraturens højborg. Og det bliver enormt trættende. Da jeg, som nævnt, ikke kender alle de forfattere der er en del af Aaliyas verden, deres sindstilstand og skriverier, kan jeg ikke undgå hele tiden at sidde med en følelse af at bogens forfatter bevidst og bedrevidende, taler ned til sin læser. 300 sider af den slags bliver trættende.

Når det så er sagt, så ligger der bag denne irriterende bedreviden også en god historie om Aaliya. En historie om alenehed, i modsætning til ensomhed, og en historie om at elske litteratur og om at have alle sanser dybt begravet i den. “Den overflødige kvinde” er Aaliyas egen fortælling om sit liv, og selv om det umiddelbart virker temmelig tømt for indhold (hvis man lige ser bort fra bøgerne), så er det på ingen måde tilfældet. Aaliya suger verden til sig, og beskriver, føler, mærker og tænker sig igennem livet. Nogle gange bliver hun helt filosofisk i sin måde at opfatte verden på – nogle gange virker hendes filosoferen anstrengt og påtaget, men man bærer over med hende. Hun er en særling i ordets mest positive betydning, og det har trods alt været berigende at lære hende at kende i al hendes dybe, fastgroede og til tider virkeligt irriterende væsen.
Man kan være i tvivl om hvorvidt der er nogen Aaliya, den dag hun mister sine bøger. Hun lever så meget i kraft af dem, at jeg som læser kan tvivle på om hun kan leve i sig selv, familieløs, venneløs og mavesur som hun er. Aaliya har sine bøger og sine rutiner, og ve den stakkel der piller ved det.

“Den overflødige kvinde” er alt i alt en udmærket bog, men også en tand for højtravende og selvhøjtidelig til min smag.

Lån bogen på Bibliotek.dk