0 kommentarer

Den kongelige egyptiske automobilklub af Alaa Al Aswany

af d. 19. november 2014
Info
 
Sideantal

572

Udgivet

2014

ISBN

978-87-92639-90-5

Originaltitel

Nady Al-Sayarat

 

Det er en farverig palet af personer der fremmanes i denne spændende roman om Egypten under den britiske besættelse. Mange mennesker følges, og alle er levendegjorte i utrolig høj grad for læseren.

Omdrejningspunktet for romanen og alle dens personer er Den Kongelige Egyptiske Automobilklub. Her kan alle med en automobil søge medlemskab – Og så længe du ikke er egypter er det også nemt at blive optaget. De få egyptere der alligevel har lov at være i klubben er den kongelige familie, og en hel stab af tjenere. Alle disse tjenere svarer til Koo, der står kongen nær, og derved har en utrolig magt. Han styrer sine underordnede med hård hånd, og hvis en ansats opførsel ikke huer Koo, afstraffes denne korporligt.

Kamil, Saliha, Mahmoud og Saids far arbejder i Den Kongelige Egyptiske Automobilklub. At være lagerarbejder er ikke just en ærefuld position for en tidligere velhavende og velanset mand, men det skaffer mad på border og betaler for børnenes studier. Kamil og Saliha er begge kvikke unge mennesker med hovedet på rette sted, mens Said og især Mahmoud har sværere ved at følge med rent studiemæssigt. Som læser følger vi deres respektive sejre og kampe i livet, deres valg, og hvilke konsekvenser disse har.
Samtidig er Egypten i gang med et stille oprør mod den britiske besættelsesmagt. Vi hører om de små kampe der fører mod de større, og om både den modstand oprørerne mødes med, men også den modvilje og frygt den almene egypter føler mod briterne.

Alt i alt er denne bog skruet utroligt godt sammen. De mange personligheder og hovedpersoner er med til at holde ens interesse fanget; hvert kapitel fokuserer på én af bogens personer, hvilket gør at man altid må læse lige lidt videre for at finde ud af hvad der sker. Det eneste der undrede mig ved bogen er dens første kapitel. Her møder man nemlig den forfatter, der netop er færdig med at skrive fortællingen om Den kongelige egyptiske automobilklub. Og forfatteren konfronteres af ingen andre end personerne fra sin roman – de dukker op i hans stue og kræver retten til selv at fortælle deres livshistorie. Så hører vi om automobilens opfindelse, og så går den ”rigtige” historie endelig i gang. Idet vi aldrig vender tilbage til denne forfatter, eller til automobilens skaber, virker denne intro en smule overflødig. Men det er også den eneste finger jeg har at sætte på romanen. Der er både frihedskampe, kærlighed, klasseskel, korruption – og meget mere. Helt sikkert en bog der er værd at læse!

Bedømmelse
Karakter