Den frivillige : den sande historie om modstandshelten, som infiltrerede Auschwitz

Ville du melde dig frivilligt til at infiltrere Auschwitz?

Det gjorde den polske landmand og modstandsmand Witold Pilecki. På det tidspunkt vidste man ikke andet end at nazisterne var begyndt at arrestere polakker i massevis og sende dem til Auschwitz, men hvad de der blev udsat for var ukendt. Modstandsbevægelsen havde brug for viden om nazisternes forbrydelser og derfor meldte Witold sig.

Witold havde et tip om hvor SS ville foretage den næste massearrestation, og han placerede sig i en lejlighed i området, bevæbnet med falske identitetspapirer, blev arresteret og sendt med tog til Auschwitz.

Ved ankomsten til lejren modtages de nye på appelpladsen, hvor kapoerne (særligt udvalgte og voldelige fanger, med visse privilegier) tæsker løs på de netop ankomne med køller. Flere dør af afklapsningen. Der er tvangsbarbering og tatovering af fangenummer. Witold er ikke hurtig nok til at bevæge sig til frisøren, hvorfor en kapo klasker to af hans kindtænder ud.

Efter indledende problemer, finder Witold ud af hvordan han kan overleve i lejren, men da de sanitære forhold alene er nok til at slå fangerne ihjel, er han snart ved at dø af tyfus. Heldigvis er chefen for sygepasserne en fange der arbejder sammen med modstandscellen som Witold er ved at opbygge. Den syge Witold holdes væk fra de værste SS bødlers åsyn, ellers havde han fået fenol-‘behandling’; en sprøjte direkte i hjertet, den hurtigste måde at slippe af med de allersygeste på.

Witold er vidne til de første forsøg med gaskamrene, hvor det i starten er russiske krigsfanger der gasses, men da krigslykken på østfronten vender og der ikke længere er russere at gasse, foreslår Himmler at udnytte den ledige kapacitet til jøderne.

Jack Fairweather har journalistens professionelle formidlingsevne, så selvom bogen reelt er en fagbog, pisker siderne forbi. Spændende, oplysende, hårrejsende og hjertegribende. Og stadig er de grusomme handlinger svært håndgribelige. Særligt da der kommer børn ind på hospitalstuen til ‘behandling’. 39 halvstore drenge, som hurtigt får mistanke om at de ikke skal kureres, men dræbes, og derfor begynder at græde. De tvangsindskrevne sygepassere får medlidenhed med drengene, og forsøger at trøste med både ord og den smule mad de har skjult for selv at overleve. Lige meget hjælper det; en time efter ligger drengene blandt stakken af lig udenfor, aflivet som syge dyr af sadistiske SS bødler.

Witold arrangerer et par fangeflugter, hvor den flygtende memorerer fakta om folkemordene i Auschwitz, som skal rapporteres til modstandsbevægelsen i Warszawa. Jack Fairweather dækker efterfølgende den politiske situation blandt de allierede, og vi ser hvorfor der ikke rigtigt bliver reageret på meldingerne om naziforbrydelserne i Polen. I første omgang tror både briter og amerikanere at der er tale om rygter og overdrivelser. Meldingerne er ganske enkelt for utrolige og uhyrlige, som Witold også selv måtte indrømme efter krigen idet, “den martrede prosa, han nu udtrykte sig i, rummede en implicit anerkendelse af, at lejrens rædsler måske aldrig kunne gøres begribelige, selv ikke for en fange som ham selv, der havde lidt inde bag dens mure”.

Da han efter krigen arresteres af den russiske besættelsesmagt, knækker han langt om længe. “Auschwitz var en leg sammenlignet med det her.” Dette kommer fra en mand, der frivilligt overlevede to år i dødslejren, en mand der tidligt i krigen beskrev nazisternes indtog i Polen således: “Tanks på vejen, min hest er død”.

‘Den frivillige’ er årets bog. Gennemarbejdet, spændende, uhyggelig og gribende.

Lån bogen på biblioteket