0 kommentarer

De udødelige dobbeltmord af Christine Jønck

af d. 17. november 2022
Info
 
Sideantal

461

Udgivet

2022

ISBN

978-87-94100-20-5

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Inden jeg læste denne roman havde jeg aldrig læst noget af forfatteren før. Jeg tør godt love, at jeg fremadrettet vil holde øje med bøger af Christine Jønck, for der er tale om en både fin og spændende bog.

Romanen hedder ”De udødelige dobbeltmord” – og det lyder jo som noget taget ud af virkeligheden. Selvom der er tale om en roman, så er bogen og hændelserne inspireret af virkelige begivenheder og personer, blandt andet den meget omtalte sag om ”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej”, der er en af landets få uopklarede drabssager. Ligeledes en sag om et dobbeltmord i Køge bugt i 1948.

Bogens hovedperson er kriminalkommissær Victoria Steen, der i sin fars loftsrum finder nogle støvede papkasser, som er spækket med gamle politirapporter fra sagen om netop ”Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej”. Victoria Steen interesserer sig for sagen, måske som følge af, at hendes far var besat af sagen, som han havde en personlig interesse i at få opklaret. Nu vil Victoria overtage opgaven med at få løst det gådefulde drab – men vil det lykkes hende?

Selvom romanen her er lidt af en mursten på 463 sider oplever man slet ikke bogen som lang eller langtrukken når man læser den. Tværtimod. Den ene side efter den anden bliver man fanget ind i historien, bliver grebet og har svært ved at lægge fortællingen fra sig, simpelt hen fordi den er så spændende og velkomponeret som den er.

Det er tydeligt, at forfatteren har gjort sit forarbejde godt til denne bog. Bogen er velresearchet, gennemarbejdet og der er styr på både detaljerne og de store linjer. Udover det synes jeg bogen er velskrevet, så jeg er meget begejstret for denne bog.

Jeg ved ikke hvad det er ved de her sager, som virker så dragende på os almindelige mennesker, måske fordi det er så uforståeligt, at nogen kan finde på at dræbe et andet menneske og måske også fordi det er utroligt, at man i et lille land som Danmark kan sidde med en sag, der efter så mange år stadig er uopklaret ved, at der ikke er en fængslet drabsmand. Uanset hvad, så er der i hvert fald tale om en yderst spændende bog, som jeg kan give mine bedste anbefalinger med på vejen.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter