De fordømtes legion af Sven Hazel

Efter at have læst og anmeldt Erik Haaest’s bog “Sven Hazel mysteriet”, blev jeg for nysgerrig og måtte simpelthen forsøge at læse Hazels første bog igen. Ifølge Haaest er den skrevet af Grafisk Forlags daværende konsulent, Georg Gjedde, på baggrund af over 1000 siders notater og lapper, som Hazel afleverede til forlaget i 1953. Jeg har ikke været i stand til at læse Hazels bøger siden jeg engang i firserne læste Haaest’s første bog om Hazel, hvor konklusionen var, at Hazel aldrig havde været i nærheden af fronten. Jeg havde ellers inden mit 15. år læst de 14 bøger flere gange.

Bogen er skrevet i første person med Sven Hazel som fortæller, på baggrund af hans egne oplevelser i 2. Verdenskrig. Han deserterede tidligt fra den tyske hær og endte i en straffebataljon sammen med andre tidligere straffede personer. Bogen fortæller om den hårde træning i Hannover, inden han kommer ind i Oldfuks kampvogn, hvor han danner et kammeratskab med besætningen. Det meste af handlingen foregår i Sovjetunionen, hvor de udkæmper flere slag, Sven bliver taget til fange og ender i Sibirien, for senere at flygte og blive såret ved fronten igen og kommer på diverse lazaretter.

Der var kun få genkendelige passager, da jeg genlæste bogen efter mange år, iøvrigt i et overraskende hurtigt tempo. Jeg må indrømme, at jeg faktisk synes, det er en ganske god bog, selvom et par kapitler virker rodede og ligegyldige. Historien fortælles kronologisk gennem hele krigen, modsat de efterfølgende bøger, og det virker da også suspekt, at stort set alle dør i denne bog, for at genopstå i de 13 næste bøger, hvor der iøvrigt også dukker mindst 5 nye personer op, der overhovedet ikke optræder i “De fordømtes legion”, som for eksempel den uforglemmelige karakter, Lillebror. Bogen skildrer krigens gru uden at blive alt for udpenslet (ifht. de senere bøger, som jeg husker dem), og de antinazistiske soldater i straffebataljonen virker troværdige, måske lige bortset fra den kulørte Porta, der dog stadig kunne få mig til at grine af hans uforskammetheder. I senere udgaver af bogen er flere kapitler udeladt eller omskrevet, slutningen er også anderledes. Kapitlet, ‘Attentatet’ er f.eks. fjernet, sikkert fordi det var baseret på en anden forfatters skildring af attentatet på Hitler.

Det er svært for mig at anbefale denne bog og forfatter. Jeg læste den som sagt kun ud af nysgerrighed. Det bliver svært, når det beskrives i bøgerne som værende foregået i virkeligheden, mens Haaest peger på, at Hazel rendte rundt i København under det meste af krigen, samtidig med at han i sine bøger har været ved forskellige fronter på samme tid! På Hazels hjemmeside trækker man dog også halvvejs i land og nævner, at bøgerne ikke skal anses som værende selvbiografiske. På den baggrund kan man sagtens læse den, jeg fandt den både spændende og underholdende, men jeg vil dog altid have et ambivalent forhold til forfatteren.

Lån bogen på biblioteket