0 kommentarer

De elendige Af Victor Hugo

af d. 19. februar 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

510

Udgivet

2003

ISBN

87-00-15956-5

Originaltitel

Les misérables, på dansk ved Fr. Winkel Horn

 

‘De elendige’ er på listen over litteraturhistoriens store værker, og det burde den også være. Det er en storslået bog.

Den mere eller mindre historiske roman finder sted i revolutionernes tid i Frankrig i starten af 1800-tallet. Vi følger fra starten Jean Valjean, der just er sluppet fri fra 19 år som galejslave. På trods af en næsten uskyldig handling i forhold til den hårde straf, slipper man ikke fra en sådan fortid, og Jean Valjean bliver mødt med megen modstand i sit forsøg på at komme tilbage til livet. Han tager sig navnet Monsieur Madeleine og bliver med tiden en velhavende fabriksejer og borgmester, og ting lysner, momentært, for den tidligere galejslave.

På trods af at Jean Valjeans sti ofte skifter kurs, ændrer det ikke på en ting; han har et stort hjerte. Dette bruger han blandt andet på at redde den stakkels sypige Fantine, hvis skæbne må siges at være noget krank. Jean Valjeans veje fører senere mod Fantines datter Cosette, som Fantine har været tvunget til at efterlade hos den onde familie Thénardier. Jean Valjean, Cosette samt den liberale student Marius, der bliver forelsket i den skønne Cosette, kommer således til at udgøre romanens tre hovedpersoner. Vi tages med gennem en fortælling om historiske slag, fattigdommens usle kår og ikke mindst en kærlighed så stor og ren at ‘De elendige’ kan synes helt eventyrlig.

Sproget er fabelagtigt og indholdet enten intenst fængende eller smukt beskrivende. Romanen har ikke sin titel for ingenting og rummer til tider så megen elendighed, at det er svært at holde ud at læse. Heldigvis skinner kærligheden stærkere, i hvert fald her, og der løber således et håb langs elendigheden i denne fortælling.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter