De dødes rige af Henrik Pontoppidan
726
2014
978-87-02-15433-7
En klassiker er en bog alle taler om, men som de færreste har læst. Sådan er det nok også med ”De dødes” rige af Henrik Pontoppidan. De fleste kender Pontoppidan af navn og er man lidt op i årene har Lykke Per nok stået på dansk skemaet, men meget mere er det nok ikke blevet til. Jeg er i hvert fald ikke nået længere, så da muligheden nu bød sig for at læse en klassiker slog jeg til, og det har jeg ikke fortrudt.
Henrik Pontoppidan (1857-1943) præstesønnen der efter endt realeksamen i oprør mod sin far valgte at læse til ingeniør droppede efter endt eksamen 1879 den afstukne vej for at kaste sig over forfatterskabet, hvilket indbragte ham en Nobelpris i litteratur i 1917, sammen med Karl Gjellerup.
Romanen ”De dødes rige” der oprindeligt er skrevet som fem selvstændige bøger, udkom i perioden 1912-1916.I 1917 blev de fem bøger samlet som ”De dødes rige”, en titel som Pontoppidan har hentet inspiration fra i N.F.S. Grundtvigs livssyn, og nu foreligger den i en lækker paperback udgave med forord af Jens Smærup Sørensen, medlem af Det Danske Akademi og modtager af Henrik Pontoppidans Mindefonds Legat i 1983.
”De dødes rige” er en samtidsskildring af tiden før første verdenskrig, om den pulserende storby – København – og dens kendte personligheder, og kender man lidt til datidens politiske scene, vil man kunne genkende nogle af de fremtrædende røster bag Pontoppidans persongalleri. Tyge Enslev og hans politiske kampe mod præstevældet og for folket, og egen vinding, minder meget om Viggo Hørup. Men det er også en kærlighedshistorie på godt og meget ondt, om Jytte Abildgaard, datter af en afdød minister, og Torben Dihmer en desillusioneret politiker, der gerne vil hinanden, og som samtidig føler de slet ikke passer ind i den tid de lever i. Hvor er glæden? Samfundet er blevet oplyst og det moderne gennembrud en realitet, treårskrigen er slut og forfatningen er ændret, men hvor er resultaterne?
De dødes rige er en blanding af ironi og sarkasme over samtiden, men har i dag også noget at sige, da Pontoppidans karateristik af personerne og deres adfærd også kan ses i nutidens kontekst. Indrømmet, det er ikke den bog jeg har læst hurtigst men den har været ganske fornøjelig at have på sengebordet.
