0 kommentarer

Dage efter Pierre af Virginie Grimaldi

af d. 12. juli 2024
Info
 
Sideantal

317

Udgivet

2024

ISBN

978-87-7239-175-5

Originaltitel

Il nous restera ça
Oversat af Helena F. Brennum

Udgave

1.

 

Jeanne har mistet sin mand, sin livsledsager, Pierre, som hun har været gift med i 50 år. Han døde meget uventet, faldt om en morgen på vej til bageren efter morgenbrød. Jeanne er knust. Hun besøger hans gravsted hver dag, hvor hun fører samtaler med Pierre.

Desværre finder hun også ud af, at lejligheden i Paris, som har dannet ramme om deres liv, er for dyr for hende at bo i. Men hun kan ikke bære tanken om at flytte derfra. Derfor beslutter hun at leje et værelse ud, og straks står 2 unge mennesker på spring for at bo i værelset.

Theo, en ung fyr på 18 år, er i lære som bager, han bor på bagsædet af en gammel bil, men det er uholdbart, for han får mange bøder for ulovlig parkering, og en dag har politiet konfiskeret bilen, der indeholdt alle hans ejendele. Theo er vokset op på et børnehjem, hans mor er alkoholiker – som 18-årig måtte han forlade børnehjemmet.

Iris arbejder som hjemmehjælper, hun er på flugt fra sin kontrollerende kæreste, ingen må vide hvor hun er. Hun har fået nyt telefonnummer, som kun hendes mor kender. Hun bliver med kort varsel sagt op fra sin lejlighed – og det er ikke nemt at finde noget at bo i i Paris.

Så da Iris og Theo som de første ser Jeannes opslag om værelset, ansøger de begge om at bo der – begge håber så meget, at de får værelset. Jeanne kan ikke vælge imellem dem – så Iris og Theo flytter ind på hver deres værelse i Jeannes lejlighed, og det bliver starten på nye venskaber i deres lille bofællesskab. Der er en stor respekt imellem de tre, som langsomt kommer ind på livet af hinanden – og kommer til at holde af hinanden.

Det er en dejlig, livsbekræftende og positiv bog. Selv når livet er allermest trist og kaotisk, findes der muligheder for en bedre, ja ligefrem god, tilværelse. Man skal blot turde række ud.

Man kan hævde, at alt er for rosenrødt og at problemerne løser sig lidt for nemt – men alligevel havde jeg en dejlig oplevelse med at læse denne bog, som jeg læste i løbet af en enkelt feriedag, den var meget svær at lægge fra sig.

Bogen er let læst, underholdende, velskrevet, følelsesladet, positiv og skøn.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter